ULYKKER

Definition
Med ulykker menes her hændelser, som ikke hører ind under definitionen for transportulykker/større katastrofer og naturkatastrofer. Denne plan omfatter (enkeltstående) hændelser, der er potentielt traumatiske, eller som fører til død eller fysiske skader af stor eller lille alvorsgrad, f.eks. faldulykker, trafikulykker, brand og nær-drukning.

1. Mobiliseringsfasen

Mål: Få overblik over og kontakt med alle nære efterladte og pårørende, der trænger til psykosocial opfølgning efter en ulykke, for at iværksætte passende bistand snarest muligt.
Virkemidler: Målsætningen opnås gennem skriftlige rutiner, der er tydelige i forhold til underretning og henvisning, samt målgruppe for hjælpetiltag og kriterier for opfølgning.

Underretning:
•Tager udgangspunkt i opdaterede navne- og telefonlister over opfølgningsansvarlige.
•Den instans (sygehus, læge, lægevagt, politi), som først kommer i kontakt med ulykkesofferet og eventuelle pårørende, informerer om kriseteamets tilbud, og spørger vedkommende om denne ønsker, at kriseteamet bliver underrettet.
•Kriseteamet underrettes.
•Kriseteamet afgør hvem, der er ansvarlig for opfølgningen, vedkommende tager kontakt med de berørte for at afklare behovet for opfølgning.

Målgruppe og kriterier for opfølgning:
•Mennesker der udsættes for en ulykke som er potentielt traumatiserende, fordi den har medført trussel om alvorlig skade eller død, eller faktisk har ført til død eller skade. Det er vigtigt at være opmærksom på, at både dem der er kommet lettere til skade og uskadte ulykkesofre, kan være i risikozonen for at udvikle alvorlige psykosociale problemer. I første omgang vil planen ikke omfatte mennesker, som er kommet alvorligt til skade (sygehusindlæggelse længere end en uge), fordi disse vil være under behandling på sygehus og vil kunne få tilbud om psykosocial opfølgning der. Planen vil kunne omfatte vedkommende efter udskrivning, da gerne i samarbejde med specialsundhedstjenesten.
•Pårørende til mennesker, som er omkommet eller kommet alvorlig til skade i ulykken.
•Mennesker, som kan have forårsaget ulykken.

2. Akutfasen

Mål: Berolige og begrænse oplevelsen af kontroltab ved at reducere stress, gøre akutreaktioner mulige at kontrollere og give oversigt over hvad der skete.
Virkemidler: Målsætningen opnås gennem klare skriftlige rutiner for hvilke tiltag som skal iværksættes, for eksempel emotionel førstehjælp, omsorg, information og rådgivning (se Tiltag).

Koordinering og ansvarsfordeling (forslag):
Den der har ansvaret for opfølgning, har også ansvaret for koordinering af kriseteamets tilbud i forhold til andre tilbud, f.eks. samkøring af kriseteamets indsats med eventuel opfølgning af tilskadekomne og pårørende, som er påbegyndt på sygehuset. Formålet er at undgå at disse personer bliver efterladt uden tilbud, efter de er kommet hjem.

Arbejdsform:
•Direkte, i form af samtale for at kortlægge behov, gennemgang af hændelsesforløbet og støttesamtaler (se Tiltag).
•Indirekte i form af eventuelle råd og vejledning til lægevagt, politi, skoler og arbejdspladser mht. tilrettelæggelse for ulykkesofre og eventuelle pårørende.

Tiltag for direkte berørte og pårørende (forslag):
•Sørge for emotionel førstehjælp gennem omsorg, afskærmning og information (se Tiltag).
•Systematisk gennemgang af hændelsen med de involverede. Dette kan foretages efter model med debriefing eller defusing (se Tiltag), og kan gennemføres med enkeltpersoner eller grupper, f.eks. en familie. Der gives informationer om almindelige reaktioner på traumatiske hændelser og råd om, hvordan disse kan dæmpes (www.krisepsyk.no /Temasider – selvhjælpsmetoder). Det er vigtigt, at man ikke presser på med en samtale om de emotionelle sider ved hændelsen samme dag, som den er sket, da dette kan forstærke minderne fra hændelsen. Søvn i løbet af de efterfølgende seks første timer, bør undgås af samme årsag.
Atle Dyregrov har beskrevet forskellige selvhjælpsmetoder i en række videoer:
•    Hvordan håndtere påtrengende synsminner som varer ved?
•    Hvordan håndtere andre påtrengende minner?
•    Hvordan håndtere plagsomme tanker?
•    Hvordan håndtere skyldfølelser som ikke avdempes?
•    Hvordan håndtere en urolig kropp?
•Vurdering af behov for henvisning til specialsundhedstjenesten, og vurdering af behov for videre opfølgning (se Kortlægning).
•Hvis børn er involveret i ulykken: informationer til forældre om børns reaktioner og behov efter ulykker (www.krisepsyk.no /Temasider – Hjælp når man bliver udsat for ulykker), eller en repræsentant for kriseteamet kan, i samarbejde med forældrene, påbegynde hjælp efter denne skabelon.
•Hvis ulykken har medført dødsfald:
•Tilbud om ledsagelse for at se den døde og informationer på sygehuset.
•Mobilisering af støtte fra socialt netværk, f.eks. hjælp til at tage kontakt med familie og venner.
•Råd om gennemførelse ved syn og begravelse.
•Vurdering af behov for praktisk hjælp med krævende omsorgsopgaver.
•Råd mht. børn som pårørende, børn og ritualer (se Ritualer ogwww.krisepsyk.no /Temasider- Sorg hos børn).
•Hjælp til at informere barnet, om det der er sket. For flere forslag til aktuelle tiltag (se Selvmord, Børnedød, og www.krisepsyk.no).

Tiltag for netværk (forslag):
•Tiltag for venner til den person, som er kommet til skade. Hvis unge mennesker er kommet alvorligt til skade f.eks. i en trafikulykke, kan langt flere end den berørte familie være ramt. Ungdomsgrupper søger sjældent hjælp til sig selv og kan bære rundt på mange smertelige reaktioner på det, der er sket (seBørn/Unge). Ved tiltag for vennegrupper er det vigtigt at indhente samtykke og samarbejde med de pårørende og med den tilskadekomne selv, hvis det er muligt. Aktuelle tiltag kan være:
•Gennemgang af hændelsesforløb, normalisering af reaktioner og selvhjælpsmetoder og  finde unge, der har behov for en tættere opfølgning.
•Informationer om skaden og invitation til at besøge sygehuset (hvis den tilskadekomne og familien synes det er ok). Mange unge vil gerne bakke op om venner, der har behov for det, men kan være usikre på, hvordan de skal gøre dette. Hjælp til at komme over den første barriere kan være vigtig. Her findes der selvfølgelig store forskelle fra ungdomsmiljø til ungdomsmiljø.
•Tilbud om informationer til skole, arbejdsplads (i samråd med den tilskadekomne og pårørende) for at reducere rygtesspredning og reducere ængstelse (seRessourcer/samarbejde).
•Ved dødsfald:
•Råd om gennemførelse af ritualer (se Ritualer), f.eks. organisering af besøg til ulykkesstedet (hvis de unge ikke allerede har gjort dette på egen hånd).
•Støtte til at opsøge pårørende til den omkomne.
•Forberedelse af mindehøjtidelighed og begravelse.

Tiltag for skole/børnehave (forslag):
Tiltagene koordineres med skolens eller børnehavens egne planer for kriser og dødsfald og kan indeholde:
•Informationer til klasse eller børnehaveafdeling (i samråd med pårørende).
•Gennemførelse af ritualer for at mindes den omkomne (se Ritualer) (www.krisepsyk.no /Temasider- Sorg hos børn).
•Forberedelse til at deltage i begravelse.
•Aktiviteter i klassen og børnehaven for at give børnene lov til at udtrykke deres tanker og savn, for eksempel gennem tegning, snakke om det der er sket i grupper, fælles opmærksomhed over for den omkomnes familie.
•Vurdere behovet for tilrettelagt undervisning og fritagelse fra prøver for børn, som er efterladte.

Tidsrammer og overføring til videre opfølgning:
•Akutfasen defineres som den første uge efter hændelsen.
•Overføring til videre opfølgning vurderes efter behov. Nogle tiltag kan allerede være planlagt udover akutfasen som opfølgning af debriefing, støttesamtaler og eventuelle informationsmøder.

3. Den videre opfølgning

Mål: Give berørte opfølgning og støtte til at genoptage en normal hverdag. Forebygge at traumatiske oplevelser udvikler sig til psykiske langtidsskader.
Virkemidler: Målsætningen opnås gennem klare skriftlige rutiner for regelmæssig opfølgning og vurdering af yderligere behov for støttetiltag.

Koordinering og ansvarsfordeling (forslag):
Psykiatrisk sygeplejer, sundhedsplejerske (hvis børn er involverede) kommunepsykolog, præstetjeneste.

Arbejdsform:
•Direkte gennem støttesamtaler og vurdering af behov for yderligere henvisning.
•Indirekte gennem råd og vejledning.

Tiltag for direkte berørte og pårørende (forslag):
•Påbegyndte støttesamtaler fra psykolog, psykiatrisk sygeplejer, psykolog, etc. videreføres. Ved alvorlige skader som har ført til funktionstab: Opfølgning af familien med støttesamtaler, som har fokus på:
•Hvordan ulykken og eventuelle dødsfald kan påvirke samlivet.
•Hvordan klarer man hverdagen.
•Sorg og tabsreaktioner, ændring i livsudsigter (livet blev ikke som forventet).
•Yderligere behov for praktisk hjælp/aflastning.
•Hvordan fungerer familien i den nye situation.
•Børns og søskendes reaktioner.
•Ved dødsfald: Spørgsmål vedrørende obduktionsrapport.
•Hvordan takler man mærkedage og påmindelser.
•Kortlægning/screening af kompliceret sorg, PTSD, angst og depression ved symptomer, som giver anledning til bekymring. Behov for henvisning til specialsundhedstjenesten vurderes (se Kortlægning).
•Vurdering af behov for forlænget sygemelding.
•For børn/unge som pårørende efter alvorlige ulykker kan rygter og konstante, påtrængende spørgsmål om personen, der er kommet alvorligt til skade, være irriterende og belastende. Rådgivning til den unge mht. at takle dette, og rådgivning til skole om at give informationer for at dæmpe belastningen på unge pårørende, kan være nødvendig.
•Hvis unge mennesker kommet alvorlig til skade: Opfølgning af kammeratgruppe og mobilisering af netværk til at tage kontakt og til at holde kontakt med den, der er blevet skadet.
•Hvis unge mennesker kommet alvorlig til skade eller er omkommet: Opfølgningsmøde for kammerater med fokus på det videre liv, hvordan støttes familien, hvis nogen ønsker det, hvordan takles egne reaktioner, kriterier for at søge mere hjælp og forsøg på at finde unge, der har behov for videre henvisning (se Børn/Unge og Kortlægning).

Varighed af tiltag:
Vil afhænge af ulykkens konsekvenser.
•Ved ulykker som ikke har ført til varig, alvorlig skade, opfølgning så længe symptomene er plagsomme, afslutning når vedkommende oplever at kunne håndtere symptomene på egen hånd, eventuelt videre henvisning hvis ingen bedring efter 1-3 mdr.
•Hvis ulykken har ført til alvorlige skader/funktionstab eller dødsfald, opfølgning af familien, minimum det første år efter ulykken eller efter den tilskadekomne er blevet udskrevet. Ofte kan det være nødvendigt med opfølgning, som strækker sig længere. Hvis en i familien har oplevet et alvorlig funktionstab, vil der ofte være oprettet en kommunal ansvarsgruppe ved udskrivning/overføring til rehabiliteringstjenesten, og samarbejde mellem denne og kriseteamet er vigtigt i planlægningen af videre psykosociale opfølgningstiltag.