TRANSPORTULYKKER OG ANDRE STØRRE ULYKKER OG KATASTROFER

Definition
Med transportulykker menes ulykker med kollektive transportmidler som tog, fly, båd eller bus, hvor tre eller flere personer kommer alvorlig til skade (sygehusindlæggelse over en uge) og/eller er omkommet.
Setuppet kan også anvendes som forslag til rutiner ved terrorhandlinger.

1. Mobiliseringsfasen

Mål: Få overblik over og kontakt med alle, der har behov for psykosocial opfølgning efter større katastrofer, for at sætte passende hjælpetiltag i gang snarest muligt. Indkalde og koordinere dem, der skal være ansvarlige for den hjælp, der ydes.
Virkemidler: Målsætningen opnås gennem skriftlige rutiner, der er tydelige i forhold til underretning og henvisning, hvem der er målgruppe for hjælpetiltag og kriterier for opfølgning af dem, der er ramt.

Underretning sker gennem opdaterede navne- og telefonlister over opfølgningsansvarlige, der danner udgangspunkt for rutinerne for underretning:
•Skadestedslederen (ofte politi) underretter lederen af kriseteamet.
•Mobilisering af resten af teamet.
•Eventuel indkaldelse af tillægsmandskab (defineres på forhånd).
•Ved større katastrofer med mange involverede kan det være hensigtsmæssigt, at kommunen har organiseret kriseberedskabet ved f.eks. en overordnet ”styringsgruppe” bestående af kommunale chefer med anvisningsmyndighed i forhold til ressourcer, og myndighed til at indkalde ansatte inden for deres ansvarsområde (se Kriseteam/udvidet kriseteam).

Målgruppe og kriterier for opfølgning:
•Tilskadekomne og uskadte overlevende efter hændelsen.
•Pårørende og efterladte.
•Hjælpemandskab.
•Venner og kollegaer til de ramte.
•Tilfældige vidner til hændelsen, for eksempel forbipasserende, eller personer, som er blevet stærkt eksponeret gennem medier.

2. Akutfasen

Mål: Begrænse akutreaktioner og oplevelsen af kontroltab ved at reducere stress, bidrage til at akutte krisereaktioner bliver mulige at kontrollere, genetablere så meget orden og struktur som muligt, således at berørte personer på længere sigt kan genvinde og genoptage tidligere funktionsniveau. Få oversigt over, hvem der har behov for fortsat opfølgning.
Virkemidler: Målsætningen opnås gennem klare skriftlige rutiner for omsorg og varetagelse, informationsmøder, gennemgang af fakta individuelt og i grupper, ritualer, mobilisering af støtte fra socialt netværk og eventuel mobilisering af praktisk hjælp.

Koordinering og ansvarsfordeling:
•Leder for kriseteam eller leder for overordnet styringsgruppe leder og koordinerer opfølgningen internt i kommunen, dvs. koordinering af opgaverne, som kommunen har planlagt at iværksætte og delegering af opgaver til egnet personel.
•Koordinering af informationsrutiner internt i kommunen, som sikrer at alt involveret personale og alle berørte parter informeres om progression i redningsarbejdet, årsagssammenhæng og hændelsesforløb.
•Koordinering af kommunens tiltag i forhold til instanser uden for kommunen, som f.eks. tiltag der iværksættes i samarbejde med andre kommuner (f.eks. modtagecenter for berørte), samarbejde med specialsundhedstjeneste (f.eks. sygehus og polyklinikker) om forebyggende tiltag eller behandlingstiltag (seTiltag), samarbejde med statslige institutioner (f.eks. Statens institut for stråleværn, smitteværn) eller samarbejde med private selskaber (f.eks. transportselskaber).
•NB! Man skal være specielt opmærksom på, hvad der er politiets rolle, og hvad der vil være kriseteamets ansvarsområde (se under).

Arbejdsform:
•Indirekte arbejdsform som rådgivning til skoler og institutioner.
•Direkte arbejdsform som emotionel førstehjælp, informationsrutiner, praktisk hjælp, etc.

Tiltag for overlevende og deres pårørende (forslag):
•Oprettelse af modtagecenter for overlevende, der ikke er kommet til skade. NB! For at nogen skal have det samlede overblik, er det afgørende, at kommunen enten på forhånd eller umiddelbart efter hændelsen afklarer hvem, der skal lede et sådant modtagecenter. Aktuelle ansvarlige kan for eksempel være politi, sundhedspersonale eller præstetjenesten i kommunen. Det kan også være aktuelt at samarbejde med frivillige organisationer (se Ressourcer/samarbejde). Ved store ulykker i kommunen kan der opstå behov for at oprette en midlertidig modtagecentral for overlevende, før de får tilbud om hjælp til hjemrejse, eller venter på at blive hentet.
•Følgende vigtige funktioner bør afdækkes:
•Registrering af dem, der kommer til centeret med navn, adresse, telefonnummer (obs! Politiets hovedansvar).
•Regelmæssige informationer om fremskridtet i eventuelt redningsarbejde, f.eks. informationer hver time (obs! Politiets hovedansvar).
•Hjælp til at kontakte pårørende (obs! Politiets hovedansvar).
•Omsorg i form af f.eks. mad og tørt tøj.
•Nogen at snakke med.
•Anledning til at gennemgå hændelsesforløbet, enten individuelt eller i gruppe, før alle går hver til sit (se Tiltag). Det er vigtigt, at man ikke presser på med en samtale om de emotionelle sider ved hændelsen samme dag, som den er sket, da dette kan forstærke minderne fra hændelsen. Søvn i løbet af de efterfølgende seks første timer, bør undgås af samme årsag.
•Informationer om eventuelle videre opfølgningstilbud som debriefing i løbet af de næste dage (se Tiltag).
•Hvis der er mange overlevende fra andre kommuner, som skal overnatte i kommunen, skal det ordnes med overnatningsstedet. Ansvar og økonomi skal afklares.
•Tilbud om debriefing i løbet af den første uge (se Tiltag/debriefing). Her kan det være aktuelt at samarbejde med specialsundhedstjenesten, hvis kommunen ikke har kompetence til denne form for opfølgning.
•Kortlægning af det videre psykosociale opfølgningsbehov,  vigtigt at være specielt opmærksom på dem, der viser symptomer på stærk angst og uro (se Reaktioner).
•Undersøge behovet for at informere skole eller arbejdsplads og eventuelle behov for sygemelding eller midlertidig tilrettelæggelse af arbejds- eller skolesituation.
•Henvisning til specialsundhedstjeneste for dem, der har behov for det (seKortlægning).
•Indhentning af tilladelse til at kontakte og informere lokalt  hjælpeapparat for dem, der kommer fra andre kommuner.
•Information om eventuelle ritualer og arrangementer, som mindegudstjenester og andre mindebegivenheder (se Ritualer).
•Informationer om tilbud til videre opfølgning, f.eks. opfølgning af debriefing.
•Vær opmærksom på behov for specielle tiltag for etniske minoritetsgrupper, som f.eks. tolk og tilrettelæggelse af alternative ritualer.

Tiltag for pårørende/efterladte (forslag):
•Oprettelse af kontakttelefon for pårørende. Det er politiet som har ansvaret for informationer til efterladte i den første fase efter ulykker, og kan samarbejde med private selskaber om informationen til pårørende. Der kan desuden opstå situationer, hvor det er naturligt, at kommunen tager ansvaret for en sådan tjeneste i samarbejde med politiet. Ved oprettelse af kontakttelefon for pårørende bør følgende spørgsmål være afklaret i planen:
•Hvor skal denne tjeneste holde til?
•Hvem skal varsle og koordinere telefonvagter? Medlem af kriseteamet, andre?
•Hvem skal være telefonvagter? kommunalt ansatte, frivillige?
•Hvem skal udarbejde instrukser for telefonvagterne og afklare, hvad de kan svare på, og hvad de ikke kan sige noget om? Erfaringsmæssigt kan det blive belastende for telefonvagter at sidde inde med oplysninger, de ikke kan give videre til publikum på grund af regler om, hvem der først må gå ud med sådanne informationer. Derfor er det vigtigt med en koordinator, som kan bistå med at afklare sådanne spørgsmål.
•Hvem skal sørge for kontinuerlig opdaterede informationer til telefonvagterne?
•Modtagecenter for pårørende. Det er politiet som leder et sådant center. I første fase er det ofte uklart, hvem der er omkommet, således at pårørende i forskellige situationer kan blive samlet i samme lokale. Det er vigtigt, at der findes separate lokaler, som kan benyttes til efterladte efterhånden, som det bliver klart, hvem der er omkommet. Erfaringer har vist at behovene i gruppen af overlevende er forskellige fra dem for de efterladte. Alligevel kan overlevende have vigtige informationer, som de efterladte ønsker (”Hvem har set noget til min kære?”). Kontakt mellem disse grupper bør imidlertid være planlagt og styret. Sygehuse, der modtager tilskadekomne og omkomne, skal også have planer for hensynsfuld modtagelse af pårørende. Ved nogle større katastrofer har den lokale præstetjeneste taget ansvaret for et sådant tilbud, frivillige organisationer kan også involveres. For at undgå for mange aktører og kaos, er det vigtigt, at koordineringen og ansvaret for et sådant center er klart fra starten, og at andre aktører først engagerer sig efter forespørgsel fra koordinator/leder. Følgende opgaver er vigtige:
•Registrering af navn, telefon og adresse, og hvem de er pårørende til. En sådan registreringsfunktion kan være let at glemme i en presset situation, det er derfor vigtigt at planer for en sådan registrering ligger klar fra starten. (Politiet har skemaet til dette, som med justeringer evt. også kan anvendes af andre).
•Regelmæssige informationer til pårørende som opholder sig på centret. Oftest vil det være politiet, som tager ansvaret for dette. Hvis det er muligt, er det positivt at kunne informere om tidspunktet for næste informationsmøde. Give informationer så hyppigt som muligt.
•Informationer om opfølgningstilbud for eventuelle efterladte (seTiltag/samlinger).
•Informationer om eventuelle opfølgningstilbud til pårørende generelt.
•Kortlægning af videre psykosociale opfølgningsbehov. For pårørende fra andre kommuner, indhentes tilladelse til at informere lokalt hjælpeapparat for videre opfølgning af familien.
•Kortlægning af behov for støttetiltag i hjemmet, pasning af børn, aflastning med omsorgsopgaver.
•Råd om varetagelse af eventuelle børn (se Børn/Unge).
•Informationssamtale med eventuelle berørte børn med fokus på informationer om hændelsen tilpasset det enkelte barns alder og udviklingstrin.
•Ved mange omkomne, informationer om eventuelle fællesritualer som mindehøjtidelighed og begravelse.
•Råd med hensyn til at inkludere barn i ritualer som at se den døde, mindehøjtidelighed og begravelse.
•Råd med hensyn til varetagelse af børn i krise generelt.
•Undersøge behovet for at informere skole eller arbejdsplads, og behovet for eventuel tilrettelæggelse af arbejdssituation eller skolesituation for pårørende (se Ressourcer/samarbejde).
•Undersøge behovet for sygemelding.
•Informationer om tilbud om eventuel videre opfølgning inden for kriseteamets regi.
Vær opmærksom på behovet for specielle tiltag for etniske minoritetsgrupper, som tolk og tilrettelæggelse af alternative ritualer og forhold vedrørende syn og begravelse.

Tiltag for hjælpere (forslag):
Hjælperne kan være politi, brandvæsen, ambulancepersonale, akutmedicinsk personale, Civilforsvaret, Røde Kors, andre frivillige organisationer og privatpersoner. Andenlinjetjenesten (redningspersonale på stedet, psykosocialt støttepersonale og sygehuspersonale) hjælper til på opsamlings- eller modtagestederne for tilskadekomne, efterladte, pårørende og i opfølgningen.
Mange instanser har udarbejdet deres egne rutiner for opfølgning af indsatspersonale, f.eks. brandvæsen, politi og hjælpekorps. I udarbejdelsen af planen kan ansvarlige i kriseteamet kortlægge, hvilke planer der findes og udarbejde egne planer for opfølgning i overensstemmelse med disse. Tiltag for indsatspersonale/hjælpere kan indeholde:
•Systematisk gennemgang af hændelsesforløbet, reaktioner og tanker, efter model bestående af defusing eller debriefing (se Tiltag).
•Informationer om almindelige reaktioner efter at have været udsat for stærke indtryk.
•Råd om håndtering af reaktioner (se Tiltag og se www.krisepsyk.no/Temasider – Selvhjælpsmetoder, Hjælp til at standse ubehagelige tanker). Informationer om kriterier for at søge professionel hjælp og informationer om, hvor man finder denne hjælp.
•Mobilisering af kollegastøtte ved at fokusere på, hvad den enkelte kan gøre for at støtte kollegaer, og hvad den enkelte har brug for af støtte for sit eget vedkommende.
•Vejledning af ledere med hensyn til varetagelse af ansatte.
•Informationer om videre opfølgning i kommunalt regi, f.eks. opfølgningsdebriefing.
•Kontinuerlig vurdering af tiltagene, og råd om justeringer.

Tiltag i lokalsamfund, skoler og børnehaver (forslag):
Mange skoler og børnehaver har deres egne kriseplaner. Samarbejde mellem skole og kommunalt kriseteam er vigtigt at planlægge ved udarbejdelse af planen (se Ressourcer/samarbejde).
•Information på skoler/børnehaver, gennemgang i klassen og lejlighed til at stille spørgsmål om, hvad der er sket (seRessourcer/samarbejde). Konkrete og rigtige informationer om dramatiske hændelser er vigtigt for at undgå rygtesbredning og unødigt mange spørgsmål til børn, der er blevet ramt.
•Ritualer hvis klassekammerater er omkommet (se Ritualer).
•Planer for tilpasning af undervisningssituationen for berørte børn.
•Kontakt til berørte familier for at undersøge behovet for informationer til klasse, børnehaveafdeling og eventuel tilpasning af undervisningssituation.
•Selv om ingen er direkte berørt, kan det være aktuelt at gennemgå det, der er sket, i skoler og børnehaver, og give børnene anledning til at snakke om det, de eventuelt er blevet eksponeret for gennem medier eller gennem rygter.

Tiltag i lokalsamfundet (forslag):
•Regelmæssigt opdaterede informationer til befolkningen er yderst vigtigt i en krisesituation. Beredskabsplanen indeholder personer, som har et særligt ansvar for at holde kontakt og samarbejde med medier for at give informationer, og sørge for, at dem, der kommer ud, er nyttige for befolkningen.
•Informationer til kommunens befolkning gennem offentlige møder med politi, redningsledelse, sundhedschef og politisk ledelse og eventuelle repræsentanter for statslige tjenester (f.eks. Statens strålevern, Statens Institutt for Folkehelse). Formålet vil være at reducere rygtesbredning, unødig ængstelse og panik gennem saglige informationer og lejlighed til at stille spørgsmål. Informationerne kan også gives regelmæssigt gennem lokale udsendelser på radio, TV og via internettet. Eksempler på information:
•Informationer om hændelsesforløb, årsager og risikobillede.
•Råd til befolkningen om, hvad der kan gøres for at begrænse risikoen og reducere skaden.
•Informationer om hvad der gøres fra kommunalt og centralt hold for at reducere skaderne.
•Informationer om almindelige krisereaktioner og råd, om hvordan disse kan takles.
•Opfordring og råd til befolkningen, om hvordan de kan være til hjælp for hinanden.
•Informationer om muligheden for opfølgning med hensyn til krisereaktioner.

Tidsrammer og overføring til videre opfølgning:
•Akutfasen defineres som den første uge efter ulykken/katastrofen.
•Efter denne periode vurderes overføring til videre opfølgning. Nogle tiltag vil allerede være planlagt udover akutfasen som  opfølgning af debriefing og eventuelle informationsmøder.

3. Den videre opfølgning

Mål: Give berørte den psykosociale hjælp og støtte over tid, som de berørte behøver for gradvist at genoptage en normal hverdag. Søge at forhindre, at den traumatiske oplevelse fører til fysisk eller psykisk sygdom eller unødvendig lidelse på en sådan måde, at det forhindrer berørte i at deltage fuldt ud i arbejdsliv, skolegang og sociale sammenhænge.
Virkemidler: Målsætningen opnås ved klare skriftlige rutiner for regelmæssig kontakt med berørte, og sammen med dem fortløbende at vurdere behovet for tiltag, yderligere undersøgelser og evt. give nødvendig hjælp og støtte.

Koordinering og ansvarsfordeling:
•Det er en fordel, hvis de personer, der har haft ansvaret for tiltagene akut, også har ansvaret for den videre opfølgning. Det anbefales at oprette en faggruppe med ansvar for langtidsopfølgning, som vurderer, hvad der bør gøres på længere sigt. Eksempler på aktuelle medlemmer er præst, kommunepsykolog, psykiatrisk sygeplejer og sundhedsplejerske. En sådan gruppe kan have ansvaret for at opfølgning og eventuel videre henvisning sker. Ved store katastrofer vil indbyggerne fra flere kommuner og eventuelt statslige instanser ofte være involverede. Det er vigtigt, at en eller flere af kriseteamets medlemmer har ansvaret for at koordinere tiltag, som iværksættes af kommunen, med tiltag, som iværksættes af andre berørte kommuner og med tiltag som specialsundhedstjenesten iværksætter.

Arbejdsform:
•Direkte gennem støttesamtaler, praktisk hjælp.
•Indirekte gennem råd og vejledning f.eks. til skoler og arbejdspladser.

Tiltag overlevende (forslag):
•Opfølgningsdebriefing efter 4-6 uger og senere ved behov.
•Kortlægning af om alle får den opfølgning de har behov for, eventuelt om nogen skal henvises til specialsundhedstjenesten (se Kortlægning).
•Opfølgning med støttesamtaler med fokus på at takle ubehagelige symptomer, takle hverdagen og på hvordan man kan modvirke, at den traumatiske hændelse påvirker ens funktion i det sociale liv og familielivet.
•Information om vigtigheden af at indhente hjælp fra venner, familie og øvrige sociale netværk.
•Markering af 1-årsdagen for hændelsen.
•Tilbud om eller henvisning til familierådgiving og parsamtaler.
•Tilbud om økonomisk og juridisk rådgivning.
•Tilbud om kontaktetablering med andre overlevende ved ønske herom (seRessourcer/samarbejde).
•Tilbud om aktiv sygemelding, eventuelt videre tilrettelæggelse af arbejdssituation.

Tiltag for pårørende/efterladte (forslag):
•Tilbud om støttesamtaler, rådgivning og løbende vurdering af behov for henvisning til specialsundhedstjeneste.
•Møder for efterladte efter 1 mdr., 6 mdr. og efter 1 år (se Tiltag/møder).
•Markering af 1-årsdagen for hændelsen.
•Råd til forældre med hensyn til varetagelse af børn som efterladte.
•Tilbud om kontakt med andre efterladte.
•Tilbud om fortsat sygemelding/aktiv sygemelding, nedsat arbejdstid og tilrettelæggelse af arbejdssituation/skolesituation.
•Information om vigtigheden af at indhente hjælp fra venner, familie og øvrige sociale netværk.
•Praktisk hjælp som f.eks. aflastning af omsorgsopgaver, børnepasning, etc.
•Efterladte kan også følges op via telefon efter ovennævnte skabelon:

Tidsrammer (forslag):
•Direkte intervention de første 6 mdr.
•Holde kontakten og følge med i udviklingen af hjælpebehov i løbet af det første år.

Kriterium for afslutning af kontakt (forslag):
At de berørte oplever, at de kan tage del i dagligliv og fritid uden at reaktionerne efter katastrofen hæmmer deres deltagelse og livsudfoldelse.