SEKSUELLE OVERGREB MOD BØRN

Med seksuelle overgreb mod børn mener vi her:
•En seksuel handling, som barnet ikke er modent til, ikke kan forstå og ikke kan give informeret samtykke til
•Handlingen krænker barnets integritet
•Handlingen kan ske både inden for og uden for familien
•Den voksne udnytter barnets afhængighed eller sin egen magtposition
•Handlingen er baseret på den voksnes behov
•Aktiviteten bryder med sociale tabuer, eller er ulovlig
•Børn og unge defineres her som op til 16 år
Denne definition tager udgangspunkt i forholdet mellem børn og voksne, men seksuelle overgreb kan også forekomme mellem jævnaldrende børn/ unge og mellem yngre og ældre børn. Siden flere voksne overgrebspersoner starter karrieren i en ung alder, er det også vigtigt at inkludere seksuel aktivitet mellem børn og voksne, hvor der er tale om pres, lokkeri, trusler og brug af vold (Seksuelle overgreb mod børn, en vejledning for hjælpeapparatet, Udgivet af det norske Social- og helsedirektoratet i samarbejde med Barne- og familiedepartementet 2003).
Tiltag ved seksuelle overgreb mod børn vil i de fleste tilfælde kræve et samarbejde mellem flere instanser, som f.eks. børneværn, politi og specialsundhedstjenesten. En overordnet målsætning både i den akutte fase og ved yderligere tiltag vil være at sikre barnet beskyttelse mod nye overgreb. Børneværnstjenesten vil have en central rolle, sammen med eventuelt politiet. I mange kommuner er der i dag etableret tværfaglige konsultationsteam, som både skal bistå ved fremgangsmåde og koordinering ved afdækning og videre hjælpetiltag. Det er en forudsætning, at det lokale kriseteam koordinerer sin indsats i forhold til konsultationsteamet, børneværnstjeneste, politi og andre hjælpeinstanser. For en gennemgang af forskellige instansers rolle i forhold til seksuelle overgreb mod børn, se Seksuelle overgreb mod børn, vejledning for hjælpeapparatet.
I Bergen og Hamar er der oprettet et Børnehus, hvor alle tiltag vedrørende afhøring, undersøgelse og planlægning af hjælpetiltag er samlet under samme tag. Børnehusene er organiseret under det norske Justisdepartementet og har tilknyttet både jurister, psykologer og børneværnsfagligt og medicinsk personale. De tager også imod henvendelser om rådgivning til andre instanser og privatpersoner.

1. Mobiliseringsfasen

Mål: At få viden om og sikre kontakt med dem, der trænger til psykosocial opfølgning efter seksuelle overgreb mod et barn.
Virkemidler: Målsætningen opnås gennem klare skriftlige rutiner med henblik på at tilbyde ofre, pårørende, gerningsmand og dennes pårørende kontakt med kriseteam, evt. egne opfølgningstiltag inden specialsundhedstjenesten.
Underretning:
•Den ansvarlige i kriseteamet kan for eksempel være sundhedsplejerske, psykiatrisk sygeplejer, psykolog. I nogle tilfælde vil medlemmer af kriseteamet også være deltagere i det kommunale konsultationsteam for vold og seksuelle overgreb, og det er da naturligt, at vedkommende inddrager kriseteamet ved behov, og koordinerer kriseteamets fortsatte indsats til de andre hjælpeinstanser.
•Leder for kriseteamet informerer eventuelt konsultationsteamet om den bistand, som kriseteamet kan yde og sørger for, at dette bliver formidlet til dem, der er ramt.
•Hvis de berørte accepterer det, tager den ansvarlige i kriseteamet kontakt med vedkommende.

Målgrupper for opfølgning:
•Offeret for overgrebet
•Forældre og andre pårørende, specielt opmærksom på søskende
•Overgrebsperson og overgrebspersonens pårørende

2. Akutfasen

Mål: Dæmpe akutreaktionen og begrænse oplevelsen af kontroltab ved at reducere stress. Ved seksuelle overgreb inden for familien vil hele familiesystemet være i en krise, og forældrene (hvis de ikke har stået for overgrebet), vil have behov for støtte og bistand til at varetage omsorgen og støtten for barnet. Også overgrebspersonens familie vil komme i en krise og vil have behov for informationer, støtte og vejledning. Hvis både offer og overgrebsperson er medlemmer af samme familie (for eksempel ved overgreb fra søskende), vil der være særligt behov for støtte, råd og vejledning.
Virkemidler: Sørge for emotionel førstehjælp gennem omsorg, informationer om sagsgangen, procedure, reaktioner og håndtering af reaktioner. Sørge for at skabe oversigt ved at indsamle informationer fra forskellige involverede instanser, koordinere hjælpeindsatsen og afskærme og skabe ro.

Koordinering og ansvarsfordeling:
•Afklare hvem der skal koordinere og lede opfølgningen. I mange sager som handler om seksuelle overgreb mod børn, vil det være naturligt, at børneværnstjenesten koordinerer og leder opfølgningen. I nogle sager vil det være naturligt, at børneværnstjenesten leder og koordinerer hjælpen til offeret og offerets familie, mens kriseteamet leder og koordinerer hjælpen til overgrebspersonens familie.
•I sager hvor børneværnstjenesten har vurderet det nødvendigt at fjerne barnet fra familien, kan det være aktuelt, at kriseteamet tager ansvaret for opfølgningen af forældrene.
•I alle sager som involverer overgreb mod børn er det vigtigt at koordinere hjælpetiltag i forhold til eventuel politiefterforskning: Politi, børnehus eller konsultationsteam kan give råd om dette.

Arbejdsform:
•Direkte i form af samtale for at kortlægge behov for hjælpetiltag. Det kan være vigtigt med informationer om sagsgang og gennemgang af hændelsesforløbet fra mistanken opstod, via afdækning og anmeldelse. Råd og støttesamtaler kan også være vigtige.
•Indirekte i form af råd og informationer til skole, arbejdsplads.
•Hjælp til at informere, eventuelt mobilisere socialt netværk.

Tiltag for barnet:
Informationer om hvad der sker og hvad der skal ske fortsat, med hensyn til afhøring, undersøgelse af barnet og med overgrebspersonen (i de fleste tilfælde er det naturligt, at dette varetages af børneværnstjenesten, børnehus). For konkrete råd om informationer og samtaler med børn, se artikelsamlingen Samtaler med små barn i saker etter barneloven, udgivet af det norske barne- og likestillingsdepartementet.
•Ved behov: Eventuelt ledsagelse til afhøring, undersøgelse såfremt pårørende ikke kan gøre dette, dette koordineres i de fleste tilfælde af børneværnet, men i nogle tilfælde kan det være funktionelt, at andre i hjælpeapparatet er naturlige til at gøre det.
•Informationer og klarhed, om at overgreb altid er den voksnes ansvar.
•Informationer om almindelige reaktioner, og hvad der kan hjælpe ved tvangstanker, mareridt og angst (se reaktioner og selvhjælpsmetoder).
•Informationer som gives, vil afhænge af situationen, om overgrebspersonen er i nær familie, om forældrene er i stand til at tage vare på og beskytte barnet fremover. Hvis far/ stedfar er overgrebspersonen kan det være nødvendigt, at mor og barn flytter ud for at beskytte barnet, i nogle tilfælde til krisecenter (sesamtaleguide for børn på krisecenteret). I visse tilfælde oplever barnet ikke at blive troet på af den af forældrene, som ikke har begået overgrebet. I disse tilfælde er det specielt vigtigt, at barnet opfølges tæt, blandt andet med informationer om, hvorfor voksne vælger ikke at tro på børn i sådanne situationer.
•Hjælp til at opretholde daglige rutiner og sociale kontakter med skole, fritidsaktiviteter og venner, selv om barnet er flyttet ud af familien.

Tiltag for pårørende:
•Informationer om videre behandling eventuel efterforskning og undersøgelse, samt støtte og vejledning med henblik på at informere barnet om dette.
•Ved voldtægt af børn: Rådgivning til forældre med hensyn til at støtte barnet og informationer om almindelige reaktioner hos børn, der udsættes for overgreb.
•Vejledning og hjælp til at varetage barnet og snakke med barnet om det skete.
•Støtte til den pårørende til at følge barnet til undersøgelse og afhøring.
•Vejledning i at tage vare på barnet og hjælpe barnet til at takle egne reaktioner.
•Hjælp til at takle egne reaktioner og genvinde kontrol. Særligt hvis overgrebet er sket inden for familien, kan omsorgspersoner, som ikke har været involveret i overgrebet opleve, at hele tilværelsen bryder sammen. Disse kan have et stort behov for støtte og vejledning for at takle egne krisereaktioner. Det er vigtigt med hurtig hjælp for at gøre omsorgspersonen i stand til at støtte og hjælpe barnet. Omsorgspersonernes evne til dette og til at beskytte barnet skal hele tiden vurderes.
•Rådgivning i forhold til at informere skole eller børnehave om det, der er sket, hjælp til at give sådanne informationer.

Tiltag for skole/børnehave:
•I en del tilfælde vil skolen eller børnehaven være det sted, barnet først fortæller om overgreb, eller hvor mistanke om overgreb først opstår. Dette kan medføre reaktioner hos dem, som har været involveret og hos hele personalegruppen. Tilbud om bistand til skole eller børnehave kan være vigtig. En sådan bistand kan være gennemgang af hændelsesforløbet, underretningsrutiner og andre rutiner i forbindelse med mistanke om og afdækning af overgreb.
•Informationer om almindelige reaktioner på overgreb og konsekvenser for funktion i børnehave-/skolehverdagen.
•Råd med hensyn til pædagogisk oplæg for det udsatte barn/ ungdommen.
•Hvor overgrebet har foregået mellem elever vil aktuelle tiltag være: råd, bistand til at takle hændelsen med informationer til elever, informationer til forældre, rutiner for at berolige og beskytte offeret, samt sikre at overgrebspersonen får hjælp.
•Hvis overgrebspersonen er en ansat ved skolen, se vejledningen Mistanke om ansattes seksuelle overgreb mod børn, vejledning for udarbejdelse af plan for krisehåndtering.

Tidsrammer og overføring til videre opfølgning:
•Akutfasen, hvor kriseteamet iværksætter en del tiltag, afsluttes ofte efter 1 uge.
•Hvis kommunen har få indbyggere og er lille i omfang, vil det være kriseteamets fagpersoner, som følger op i det videre, fordi kommunen ofte ikke har mange andre professionelle at råde over. Teamet laver så en plan for den videre opfølgning af familien eller de forskellige enkeltpersoner eller grupper af berørte.
•Hvis kommunen har mange indbyggere, og de bor tæt (f.eks. byer), tager kriseteamet kontakt til fagpersoner i kommunen, som har ansvaret for det nærområde, hvor de berørte bor. KT anbefaler omfang af videre opfølgning baseret på hvilke tiltag, der indtil nu er truffet eller igangsat, over for de berørte.
•Nogle centrale vejledende kriterier for hvem, der specielt skal følges op på i det videre:
•Offeret
•Offerets nærmeste familie (voksne og børn/unge)
•Overgrebspersonen
•Nogle centrale kriterier, der øger behovet for fortsat og mere intensiv opfølgning:
•Når overgrebspersonen er et familiemedlem (indsatsen skal koordineres med børneværn).
•Når man ser, at voksne personer ikke er i stand til at udfylde omsorgsroller, f.eks. overfor mindreårige børn eller gamle og syge.
•Når familien til den ramte eller overgrebspersonens pårørende har dårligt/begrænset socialt netværk.
•Når de ramte/pårørende tidligere har kæmpet med psykiske problemer eller lidt smertefulde tab.
•Overgrebspersonens familie, med særlig fokus på eventuelle børn og unge
•For at sikre mest mulig stabilitet for de berørte, bør den person fra KT, som de har haft mest kontakt med, primært være kontaktperson for individet/familien også i den videre opfølgning. Denne person bør kommunikere tæt med den faste læge, som vil være central i den videre opfølgning af det enkelte individ. Børneværnet vil i de fleste tilfælde være involveret i forhold til overgrebspersonens børn (hvis overgrebspersonen er uden for familien).
•Lederen af KT (evt. en anden ansvarlig i KT eller børneværnstjenesten) bør have ansvaret for at sørge for at videre opfølgning kommer i gang og for eventuel overføring til andre instanser.

3. Den videre opfølgning

Mål: Giv offeret for overgrebet og dennes omsorgspersoner (og evt. overgrebspersonen og denne familie) den psykosociale hjælp og støtte over tid, som de har behov for, for gradvist at genoptage en normal hverdag. Bidrag til at normalisere de efterladtes tanker, følelser og reaktioner som en vigtig del af bearbejdelsen. Forsøg at undgå, at den traumatiske oplevelse sætter sig fast som fysisk eller psykisk sygdom, eller fører til problemer for de berørte, der gør deltagelse i arbejdsliv, skolegang eller socialt liv vanskeligt.
Virkemidler: Målsætningen opnås ved klare skriftlige rutiner for regelmæssig kontakt med de berørte, og ved sammen med dem fortløbende at vurdere behovet for tiltag, yderligere undersøgelser og evt. give nødvendig hjælp og støtte. Der bør være kontakt og tilbud om hjælp i det første år efter overgrebet og for nogen berørtes vedkommende måske endnu længere.

Koordinering og ansvarsfordeling:
•KT må koordinere sine tiltag med den person, som har koordinerende ansvar inden for børneværnet og det øvrige hjælpeapparat.
•Ved seksuelle overgreb henvises barnet/den unge ofte til specialsundhedstjenesten, det samme gælder unge overgrebspersoner. Det er derfor vigtigt at koordinere hjælpetiltag med denne hjælp, særligt hvis KT skal følge op på de berørtes familier.

Arbejdsform:
•Direkte gennem støttesamtaler og vejledning til offeret og gerningsmandens familier. Aktuelle temaer kan være: Hævntanker, aggression over for gerningsmanden, balance mellem beskyttelse og støtte til selvstændighed, informationer om almindelige reaktioner for at øge forståelsen for barnet, vejledning og råd i at hjælpe barnet videre, forberedelse til afhøring og retssag, hjælp til at fortolke resultatet af medicinske undersøgelser. Desuden vil hjælp til at acceptere eventuel henlæggelse, frifindelse (ved en eventuel retssag) og fortsat støtte i omsorgssituationen og daglige gøremål, være vigtig.
•Indirekte gennem vejledning, informationer til skole/ børnehave om videre planer for barnet/ ungdommen.

Tiltag for barnet:
Støttesamtaler med fokus på at forklare reaktioner og hjælp til at takle reaktioner. Aktuelle temaer kan være: Placering af skyld og ansvar, problemer med at stole på andre, varetagelse af sin egen integritet og sikkerhed, forholdet til familien, og forholdet til venner og jævnaldrende, seksualitet og nære forhold.

Tiltag for familierne:
•Vurdering afhænger af om overgrebet er foregået internt i familien eller uden for. Hvor overgrebet er sket internt i familien, bør fokus være på relationen internt i familien og at beskytte barnet mod overgrebspersonen.
•Andre aktuelle temaer kan være håndtering af:
•Skyld og skamproblematik
•Hævntanker og aggression
•Bekymring for at andre børn kan være berørte
•Forholdet til overgrebspersonen og overgrebspersonens familie (for offer og offerets familie)
•Forholdet til offeret og offerets familie (for overgrebspersonen og overgrebspersonens familie)
•Forholdet internt i familien

Tiltag i lokalsamfundet:
I små lokalsamfund kan overgreb vække kraftige reaktioner i befolkningen, og der kan opstå stærke reaktioner mod overgrebspersonen og overgrebspersonens familie. Dette kan danne fronter på offerets og overgrebspersonens side, som kan splitte hele lokalsamfundet. Det er vigtigt, at kommunen har en aktiv holdning til informationer med fokus på, hvordan lokalsamfundet sammen kan hjælpe alle parter videre, uden at dette sker på bekostning af fortrolighed og varetagelse af tavshedspligt. Det samme kan være tilfældet for forældrene på skolen ved overgreb mellem skoleelever.

Varighed af tiltag:
Kontakten med offeret, offerets familie og overgrebspersonens familie bør ofte bevares i det første år efter afdækning af overgrebet. Et vigtigt kriterium for afslutning af kontakt er, at de efterladte/berørte oplever, at de kan tage del i dagligliv og fritid uden at reaktionerne efter overgrebet hæmmer deres deltagelse og livsudfoldelse.
•Opfølgningen vil have varierende hyppighed alt efter behov. Et eksempel kan være: Støttesamtaler ugentligt i de første måneder, herefter en gang pr. måned og efter tre måneder afhængig af de berørtes funktion og behov. Undervejs i kontakten med berørte er det vigtigt at være opmærksom på behov for viderehenvisning til specialsundhedstjenesten (se kortlægning). Dette kan evt. følges op af den faste læge i samarbejde med KT.
•Hvis de berørte udtrykker manglende interesse for kontakt, f.eks. i starten eller ved et af de foreslåede kontaktpunkter, bør man respektfuldt trække sig, efter at have bedt om lov til at kontakte vedkommende på et senere (angivet) tidspunkt. Hvis berørte ikke ønsker yderligere kontakt, bør de oplyses om personer eller telefonnumre, der kan kontaktes ved senere oplevet behov for hjælp. Det er vigtigt at være klar over, at familien både til offer og overgrebsperson først kan opleve behov for opfølgning, efter at efterforskningen/eventuel retssag er overstået, eller efter at offerets situation er begyndt at bedre sig.
•Ved tegn på isolation eller andre former for passivitet, bør den aktivt udstrækkende fase alligevel fortsætte udover det første år.