RØVERI

Definition
Med røveri menes her røveri med og uden våben af virksomheder, der kan ramme grupper eller enkeltpersoner (banker, butikker, kiosker), og kan være alt fra trussel om vold til faktisk voldsudøvelse, skade og i værste fald drab. Grad af traumatisering og hændelsens art vil bestemme type og omfang af aktuel opfølgning.

1. Mobiliseringsfasen

Mål: At få kendskab til og sikre kontakt med alle som har behov for psykosocial opfølgning efter røveri, og koordinere dem, der skal være ansvarlige for den hjælp, der ydes. Personer, der kan have behov for opfølgning, kan være ansatte i bank, forretning, kiosk eller lignende, enkeltpersoner eller grupper, som bliver røvet i hjemmet eller på et andet sted, tilfældigt publikum, hjælpemandskab og andre berørte.
Virkemidler: Målsætningen opnås gennem klare skriftlige rutiner med henblik på at tilbyde røveriofre kontakt med kriseteam, eventuelt egne opfølgningsteam ved arbejdspladsen.
Underretning (forslag):
•Politiet vil være en naturlig underretningsinstans ved røveri. Hvis politiet er repræsenteret i kommunens kriseteam, kan det være funktionelt, at denne repræsentant er ansvarlig for at varsle teamet. Andre mulige underretningsmuligheder er gennem arbejdsgiver eller læge/andet sundhedspersonale ved personskader.
•Berørte forespørges om tilladelse til at varsle kriseteamet.
•Repræsentant for kriseteamet tager kontakt for at tilbyde assistance, enten til enkeltpersoner eller til den institution, som er blevet røvet (f.eks. bank, kiosk eller lignende). Hvis institutionen/virksomheden, der er blevet røvet allerede har sin egen plan for opfølgning af ramte, vil kriseteamet kun have en konsultativ rolle ved behov.

2. Akutfasen

Mål: At berolige og begrænse oplevelsen af kontroltab ved at reducere stress, gøre akutreaktioner mulige at kontrollere, og reetablere en vis orden og struktur, således at de ramte på sigt kan genvinde og genoptage tidligere funktioner. Få informationer om, hvem der har behov for yderligere opfølgning.
Virkemidler: Målsætningen opnås gennem klare skriftlige rutiner for emotionel førstehjælp og varetagelse, information og rådgivning, ritualer, mobilisering af social netværksstøtte og eventuelt organisering af praktisk eller juridisk hjælp.

Koordinering og ansvarsfordeling:
•Medlemmer af kriseteamet får til opgave at skaffe oversigt over behovet for teamets opfølgning. Graden af involvering af kommunens kriseteam ved røveri vil afhænge af hvilken grad af traumatisering røveriet indebærer og omfanget af involverede. Virksomheder med røveripotentiale kan have deres egne rutiner for opfølgning og egne forsikringer for ansatte, som indebærer professionel opfølgning. Det er vigtigt at planlægge og koordinere teamets indsats i forhold til dette.
•Kriseteamet kan ved udarbejdelse af planen forsøge at etablere et samarbejde med den lokale psykiatritjeneste om opfølgning ved akutte voldshændelser, således af røveriofre ikke skal være i den almindelig kø for at få opfølgning. Der kan også etableres aftale om vejledning til kommunens fagfolk i for eksempel emotionel førstehjælp og debriefing.

Arbejdsform:
•Direkte intervention i form af emotionel førstehjælp, støttesamtaler, praktisk hjælp.
•Indirekte intervention i form af råd og konsultation til arbejdsplads eventuelt skole.

Tiltag for direkte berørte (forslag):
•Hjælp til at kontakte familie og/eller venner, sørge for at ingen går hjem til et tomt hus.
•Informationer om hændelsesforløb, efterforskning og anholdelse af mistænkte. Ansvarlig for dette vil være politiet, som imidlertid kan videreformidle information til kriseteamet.
•Systematisk gennemgang af hændelsesforløbet, såkaldt defusing samme dag (se Tiltag). Det er vigtigt, at man ikke presser på med en samtale om de emotionelle sider ved hændelsen samme dag, som den er sket, da dette kan forstærke minderne fra hændelsen. Søvn i løbet af de efterfølgende seks første timer, bør undgås af samme årsag.
•Tilbud om debriefing i løbet af de første dage. Ansvarlig: Fagfolk med erfaring og oplæring i debriefing (se Tiltag). Hvis kommunen ikke har adgang til ansatte med en sådan kompetence, kan det være aktuelt for kommunen at henvise til specialsundhedstjenesten (hvis en sådan kompetence findes her). Det kan være funktionelt på forhånd at have afklaret ansvarsfordelingen med den lokale hospitalsmodtagelse i sådanne situationer, således at der ikke opstår problemer, ved at henviste i en akut krisesituation ikke bliver prioriterede.
•Traumespecifik kortlægning af involverede med henblik på om de har behov for individuel opfølgning af specialsundhedstjenesten (se Reaktioner).
•Informationer om almindelige traumereaktioner og råd med hensyn til, hvordan disse kan takles og forebygges, og om steder at søge hjælp. Informationer om tilbud om videre opfølgning (se Reaktioner, og  www.krispsyk.no > Temasider – selvhjælpsmetoder) Ansvarlig: Kommunalt sundhedspersonale.
•Hvor kollegaer er omkommet som en følge af røveriet, kan det være aktuelt at følge rutinen for syn, mindehøjtidelighed og markering på arbejdspladsen (seRitualer).
•Vigtigt at tage hensyn til igangværende efterforskning, og at eventuelle forhør skal gå forud for igangsættelse af tiltag som debriefing og andre støttetiltag.
•Mobilisering af støtte fra netværk.
•Mobilisering af støtte fra ledelsen i virksomheden/organisationen.

Tiltag for tilskuere og andre indirekte berørte (forslag):
•Informationsmøde for berørte, for eksempel hvis der har været mange tilskuere, og mange er blevet udsat for traumatiserende indtryk, kan det være aktuelt at indkalde til et særligt informationsmøde for disse. Ansvarlig kan være politi og kriseteam. Mødet kan indeholde:
•Informationer om hændelsesforløb og efterforskning.
•Informationer om almindelige reaktioner og om, hvordan disse kan dæmpes.
•Informationer om, hvor man kan søge hjælp og kriterier for søgning af hjælp.

Tiltag for pårørende, eventuelle efterladte (forslag):
•Informationer om hændelsesforløb og efterforskning.
•Individuelle støttesamtaler og rådgivning.
•Tilbud om juridisk og økonomisk rådgivning.
•Råd med hensyn til informationer, støtte og opfølgning af efterladte børn.
•Direkte opfølgning af efterladte børn.
•Tilbud om kontakt til andre efterladte.
•Tilbud om aktiv sygemelding, nedsat arbejdstid og tilrettelæggelse af arbejdssituation.
•Praktisk hjælp som f.eks. aflastning med omsorgsopgaver, børnepasning.

Tidsrammer og overføring til videre opfølgning:
•Akutfasen defineres som den første uge efter røveriet.
•Efter denne periode vurderes overføring til videre opfølgning. Nogle tiltag vil allerede være planlagt udover akutfasen som  opfølgning ved debriefing og eventuelle informationsmøder.
•Det kan være aktuelt at udpege en person i kriseteamet, som er ansvarlig for at holde kontakt med andre instanser og undersøge, om det er aktuelt at følge op på nogen, som tidligere har været fulgt op på af andre instanser end kommunen. Almindelige røverier giver imidlertid sjældent anledning til omfattende langtidsopfølgning. De fleste får deres situation normaliseret i løbet af de første uger.

3. Den videre opfølgning

Mål: Give berørte opfølgning og støtte til gradvist at genoptage en normal hverdag. Forebygge at traumatiske oplevelser sætter sig fast som psykiske eller fysiske langtidsskader.
Virkemiddel: Målet opnås ved klare skriftlige rutiner og ved at tage regelmæssig kontakt med berørte, og sammen med dem vurdere behovet for opfølgningstiltag, yderligere undersøgelser og eventuelt nødvendig helbredshjælp.

Koordinering og ansvarsfordeling:
Det kan være funktionelt, at dem der har haft ansvaret for tiltagene akut, også har ansvaret for den videre opfølgning, eksempler på dette kan være: Kommunepsykolog, psykiatrisk sygeplejer, sundhedsplejersker. Det er vigtigt, at en fra kriseteamet har ansvaret for at opfølgning og eventuel videre henvisning sker. Et af kriseteamets medlemmer bør have ansvaret for at koordinere kommunale tiltag med tiltag som iværksættes af private virksomheder og eventuelle tiltag som specialsundhedstjenesten iværksætter.

Arbejdsform:
•Direkte gennem støttesamtaler, praktisk hjælp.
•Indirekte hjælp gennem råd og vejledning for eksempel til skoler og arbejdspladser.

Tiltag overlevende (forslag):
•Opfølgningsdebriefing, hvis det er nødvendigt, 4-6 uger efter første møde.
•Kortlægning af om alle får den opfølgning de har behov for, eventuelt om nogen skal henvises til specialsundhedstjenesten (se Kortlægning).
•Opfølgning med støttesamtaler med fokus på at reducere ubehagelige symptomer, takle hverdagen og bedre social funktion.
•Tilbud om eller henvisning til familierådgivning og parsamtaler, hvis hændelsen får negative konsekvenser for familielivet.
•Tilbud om økonomisk og juridisk rådgivning.
•Tilbud om aktiv sygemelding, eventuelt videre tilrettelæggelse af arbejdssituation.

Tiltag for pårørende/efterladte (forslag):
Hvis røveriet skulle medføre dødsfald, se retningslinjer skitseret under mord.

Tidsrammer (forslag):
•Direkte intervention den første måned og opfølgning udover dette ved behov.
•Holde kontakten og følge med udviklingen af behov i løbet af det første år.

Kriterium for afslutning af kontakt (forslag):
At de berørte oplever, at de kan tage del i dagligliv og fritid uden at reaktionerne efter røveriet hæmmer deres deltagelse og livsudfoldelse.