NATURKATASTROFER

Antallet af naturkatastrofer, som omfatter f.eks. oversvømmelser, jordskælv, skred, sneskred, skovbrand, storm eller orkan, er i de seneste år taget til i Europa. Statistisk set vil Norge blive ramt af 2-3 store fjeldskredsulykker, 2-3 store lerskredsulykker og 3-4 store sneskredsulykker i løbet af de næste 100 år (Kilde: Direktoratet for Samfunnssikkerhet og Beredskap). Hver af disse ulykker kan kræve 20–200 menneskeliv. Derudover hævdes det, at der vil komme endnu flere mindre ulykker.www.skrednett.no viser data og informationer om alle typer skred over hele landet. Den lave forekomst af naturkatastrofer gør, at der skabes stor ængstelse, når dette sker. Men fordi man ikke kan udelukke, at det kan ske, præsenteres skriftlige rutiner for psykosocial opfølgning for naturkatastrofer.

1. Mobiliseringsfasen

Mål: Skaffe overblik over og kontakt med alle, der har behov for psykosocial opfølgning efter større naturkatastrofer, for at sætte passende hjælpetiltag i gang snarest muligt. Indkalde og koordinere dem, der skal være ansvarlige for den hjælp, der ydes.
Virkemidler: Målsætningen opnås gennem skriftlige rutiner, der er tydelige i forhold til underretning og henvisning, hvem der er målgruppe for hjælpetiltag og kriterier for opfølgning af dem, der er ramt.
Underretning sker gennem opdaterede navne- og telefonlister over opfølgningsansvarlige, der danner udgangspunkt for rutinerne for underretning:
•Skadestedslederen (ofte politi) underretter lederen af kriseteamet.
•Mobilisering af resten af teamet.
•Eventuel indkaldelse af tillægsmandskab (defineres på forhånd).
•Ved større katastrofer med mange involverede kan det være hensigtsmæssigt, at kommunen har organiseret kriseberedskabet ved en overordnet styringsgruppe, for eksempel bestående af kommunale chefer med anvisningsmyndighed i forhold til ressourcer, og myndighed til at indkalde ansatte inden for deres ansvarsområde (se Kriseteam/udvidet kriseteam).

Målgrupper og kriterier for opfølgning:
Det systematiske omsorgsarbejde har på forskellig vis fokus på at nå følgende målgrupper:
•Tilskadekomne og uskadte overlevende og deres pårørende.
•Efterladte (defineres som nærmeste berørte forældre, børn, søskende, partner, kæreste etc.).
•Pårørende til savnede.
•De nærmeste berørte uden for familierne (venner, skolekammerater, arbejdskollegaer) og andre ”minisamfund”, sikres varetagelse gennem egne kriseplaner.
•Hjælpemandskab.
•Lokale ansvarlige ledere.
•Vidner/tilfældige tilskuere.
•Lokalsamfundet.

2. Akutfasen

Mål: Berolige og begrænse oplevelsen af kontroltab ved at reducere stress, bidrage til at akutte krisereaktioner bliver mulige at kontrollere, genetablere så meget orden og struktur som muligt, således at berørte personer på sigt kan genvinde og genoptage tidligere funktionsniveau. Få oversigt over, hvem der har behov for længere opfølgning.
Virkemidler: Målsætningen opnås gennem klare skriftlige rutiner for omsorg og varetagelse, informationsmøder, gennemgang af fakta individuelt og i grupper, ritualer, mobilisering af støtte fra sociale netværk og eventuel mobilisering af praktisk hjælp.

Koordinering og ansvarsfordeling:
•Leder af kriseteam eller leder af overordnet styringsgruppe leder og koordinerer opfølgningen internt i kommunen. Dette vil sige koordinering af opgaverne, som kommunen har planlagt at iværksætte og delegering af opgaver til egnet personale (se Kriseteam/udvidet kriseteam).
•Det psykosociale arbejde deles ind i forskellige hovedområder og organiseres, således at berørte er sikret emotionel hjælp og støtte og gode praktiske rammer.
•Koordinering af informationsrutiner internt i kommunen for alt involveret personale og alle berørte parter, når det gælder progression i redningsarbejdet, årsagssammenhæng og hændelsesforløb.
•Ved store katastrofer må man også have en ”liaisonperson”, som er ansvarlig for informationer mellem katastrofeledelsen og den psykosociale støttetjeneste.
•Koordinering af kommunens tiltag i forhold til instanser uden for kommunen, som f.eks. tiltag der iværksættes i samarbejde med andre kommuner (f.eks. modtagecenter for berørte), samarbejde med specialsundhedstjenester (f.eks. sygehus og polyklinikker) om forebyggende tiltag eller behandlingstiltag (seTiltag), samarbejde med statslige institutioner (f.eks. det norske  Statens institutt for strålevern, smittevern) eller samarbejde med private selskaber (f.eks. transportselskaber).

Arbejdsform:
•Direkte arbejdsform ved tiltag som f.eks. emotionel førstehjælp, informationsrutiner og praktisk hjælp.
•Udover direkte intervention, kortlægger, prioriterer og planlægger kriseteamet behovet for konkrete videre hjælpetiltag, ressourcer og instanser.
•Indirekte arbejdsform som f.eks. rådgivning til skoler og institutioner.

Tiltag for overlevende:
•Oprettelse af modtagecenter for overlevende eller evakuerede, der ikke er kommet til skade. For at nogen skal have det samlede overblik, er det afgørende, at kommunen enten på forhånd eller umiddelbart efter hændelsen afklarer hvem, der skal lede et sådant modtagecenter. Aktuelle ansvarlige kan for eksempel være: Politi, sundhedspersonale eller præstetjeneste i kommunen. Det kan også være aktuelt at samarbejde med frivillige organisationer (se Ressourcer/samarbejde).
•Ved naturkatastrofer kan der opstå behov for at oprette en midlertidig modtagecentral for overlevende, før de får tilbud om hjælp, til eventuel midlertidig bolig, information om endelig tilbageflytning, m.m. Følgende vigtige funktioner bør afdækkes:
•Registrering af dem, der kommer til centeret med navn, adresse, telefonnummer. Vigtigt at bruge et registreringssystem (Obs! Politiets hovedansvar).
•Omsorg i form af at dække fysiske behov, f.eks. adgang til vand og mad, tørt tøj, varme, hvile og telefon.
•Nogen at snakke med.
•Regelmæssige informationer om fremskridtet i eventuelt redningsarbejde, f.eks. informationer hver time (Obs! Politiets hovedansvar).
•Hjælp til at kontakte pårørende (Obs! Politiets hovedansvar).
•Anledning til at gennemgå hændelsesforløbet, enten individuelt eller i gruppe, før alle går hver til sit (se Tiltag).
•Informationer om eventuelle videre opfølgningstilbud som debriefing i løbet af de næste dage (se Tiltag).
•Hvis mange overlevende er fra andre kommuner eller skal overnatte i kommunen, skal det ordnes med overnatningsstedet (Obs! mandat til at rekvirere, økonomi).
•Tilskadekomne overlevende bør ikke være alene, og forældre skal genforenes med deres børn, så snart det kan lade sig gøre. Sørg for, at de stærkest berørte har nogen hos sig eller tæt omkring sig i de første døgn efter katastrofen.
•Kriseteamet undersøger om nær familie/socialt netværk er tilkaldt for at bistå familien/nærmeste berørte gennem de første døgn, eller om de kan bo hos disse, hvis boligen er ødelagt.
•Mindreårige og ældre skal varetages særskilt, bl.a. med kompetent vejledning til foresatte.
•Kortlægning af videre psykosociale opfølgningsbehov. Her er det vigtigt at være specielt opmærksom på dem, der viser symptomer på stærk angst og uro (seReaktioner).
•Henvisning til specialsundhedstjeneste for dem, der har behov for det.
•Fagpersoner kan give informationer om, hvordan små børn kan snakkes med, inkluderes og varetages (www.krisepsyk.no).
•OBS! Vigtigt at kortlægge og varetage etniske minoriteter som indvandrere, gæstearbejdere og udenlandske grupper/gæster.
•Undersøge behovet for at informere skole eller arbejdsplads og eventuelle behov for sygemelding eller midlertidig tilrettelæggelse af arbejds- eller skolesituation.
•Indhentning af tilladelse til at kontakte og informere lokalt  hjælpeapparat for dem, der kommer fra andre kommuner.
•Information om eventuelle ritualer og arrangementer, som mindegudstjenester og andre mindebegivenheder (se Ritualer).
•Unge og voksne gives psykopædagogiske informationer og rådgivning for at bidrage til øget selvhjælp.
•Overlevende gives tilbud om en systematisk gennemgang (debriefing) i løbet af de første uger efter katastrofen (se Tiltag). Her kan det være aktuelt at samarbejde med specialsundhedstjenesten, hvis kommunen ikke har kompetence til denne form for opfølgning.
•Information om yderligere opfølgningstilbud, f.eks. opfølgningsdebriefing (seTiltag).

Tiltag for pårørende/efterladte:
•Oprettelse af kontakttelefon for pårørende. Ofte er det politiet, der tager sig af denne tjeneste (eller andre i samarbejde med politiet).
•Informationstjenestens form vil blive vurderet i forhold til katastrofens art og omfang. Generelt er tjenesten organiseret efter to hovedprincipper:
•Hurtig opstart af 24 timers telefonhjælpelinje – en telefontjeneste for overlevende, pårørende eller efterladte, der ringer ind eller som ringer til politiet, sygehuset, medier, osv. (som fortsætter i en periode udover akutfasen, og herefter kun om dagen). Telefontjenesten kan bruge en tjekliste i arbejdet, f.eks. rutiner udarbejdet af psykolog Grønvold Bugge (1987).
•En modtagetjeneste for den psykosociale støttetjeneste. Denne instans har omsorgs- og informationsansvaret over for efterladte og pårørende, der møder personligt op.
•Modtagecenter for pårørende. Oprettelsen vil være en opgave, som varetages af politiet. Sygehuse, der modtager tilskadekomne og omkomne, skal også have planer for modtagelse af pårørende. Centeret kan være bemandet af politi, lokale myndigheder og ansvarlige fra kriseteam (for eksempel psykolog, læge, præst eller sundheds-/psykiatrisk hjælpepersonale). Ved nogle større katastrofer har den lokale præstetjeneste haft ansvaret for et sådant tilbud. Frivillige organisationer kan også involveres. For at undgå for mange aktører og kaos, er det vigtigt, at koordineringen og ansvaret for et sådant center er klart fra starten, og at andre aktører først engagerer sig efter forespørgsel fra koordinator/leder for det psykosociale arbejde.
•Mediestrategi. Centeret skal være skærmet af for presse og ”frivillige” hjælpere (f.eks. udenforstående som i bedste mening strømmer til for at hjælpe) (seMedier).
•Følgende opgaver er vigtige:
•Alle skal mødes personligt og registreres med personoplysninger og mulige kontaktpersoner.
•Registrering af navn, telefon og adresse, samt pårørende til hvem. En sådan registreringsfunktion kan være let at glemme i en presset situation. Det er derfor vigtigt at planlægge denne funktion fra starten.
•Det er vigtigt at skille efterladte og pårørende til overlevende, efterhånden som dette bliver klart.
•Regelmæssige og forudsigelige informationer til pårørende som opholder sig på centret. Oftest vil det være politiet, som tager ansvaret for dette. Hvis det er muligt, er det positivt at kunne informere om, hvornår næste informationsdel kommer, og give informationer, så hyppigt som muligt.
•Hvis det ikke er muligt at genforene familien, er det vigtigt at give informationer om familie og venner så vidt muligt.
•Afsætte tid til dem, der vil udtrykke deres følelser.
•Formidle at det er almindeligt, at mange oplever reaktioner efter en krise, ulykke eller katastrofe.
•Kontakt med eventuelt tilskadekomne på sygehus.
•Hjælp til transport for at møde overlevende, der er blevet fundet, eller tilbud om ledsagelse til sygehus for identificering og information, hvis nogen er omkommet.
•Kortlægning af videre psykosociale opfølgningsbehov. For pårørende fra andre kommuner, indhentning af tilladelse til at informere lokalt hjælpeapparat for videre opfølgning af familien.
•Informationer om eventuelt opfølgningstilbud for efterladte (se Tiltag), og hvem der er ansvarlig for at tage kontakt.
•Informationer om eventuelt opfølgningstilbud til pårørende generelt, og hvem der er ansvarlig for at tage kontakt.
•Kortlægning af behov for støttetiltag i hjemmet, pasning af børn, evt. aflastning med andre omsorgsopgaver.
•Råd med hensyn til varetagelse af børn i krise generelt (www.krisepsyk.no /Temasider – Børn i krise).
•Informationssamtale med eventuelle berørte børn med fokus på informationer om hændelsen tilpasset det enkelte barns alder og udviklingstrin.
•Ved mange omkomne, informationer om eventuelle fællesritualer som mindehøjtidelighed og begravelse (se Ritualer).
•Give efterladte støtte gennem afskedsritualer (syn/mindehøjtidelighed).
•Råd med hensyn til at inkludere børn i ritualer som syn, mindehøjtidelighed og begravelse.
•Undersøge behovet for at informere skole eller arbejdsplads, og behovet for eventuel tilrettelæggelse af arbejdssituation eller skolesituation for involverede.
•Undersøge behovet for sygemelding.

Tiltag for hjælpere:
Hjælperne kan være politi, brandvæsen, ambulancepersonale, akutmedicinsk personale, Civilforsvaret, Røde Kors, andre frivillige organisationer eller privatpersoner. Andenlinjetjenesten (redningspersonale på stedet, psykosocialt støttepersonale og sygehuspersonale) hjælper til på opsamlings- eller modtagestederne for tilskadekomne, efterladte og pårørende.
Mange instanser har udarbejdet deres egne rutiner for opfølgning af indsatspersonale, for eksempel brandvæsen, politi og hjælpekorps. I udarbejdelsen af planen kan ansvarlige i kriseteamet kortlægge, hvilke planer der findes og udarbejde egne planer for opfølgning i overensstemmelse med disse. Tiltag for indsatspersonale/hjælpere kan indeholde:
•Systematisk gennemgang af hændelsesforløbet, reaktioner og tanker, efter model bestående af defusing eller debriefing (se Tiltag).
•Informationer om almindelige reaktioner efter at have været udsat for stærke indtryk.
•Råd om håndtering af reaktioner (www.krisepsyk.no /Temasider – selvhjælpsmetoder, hjælp til at standse ubehagelige tanker). Informationer om kriterier for at søge professionel hjælp og informationer om, hvor man finder denne hjælp.
•Mobilisering af kollegastøtte ved at fokusere på, hvad den enkelte kan gøre for at støtte kollegaer, og hvad den enkelte har brug for af støtte for sit eget vedkommende.
•Vejledning af ledere med hensyn til varetagelse af ansatte.
•Informationer om videre opfølgning i kommunalt regi, f.eks. opfølgningsdebriefing.
•Kontinuerlig vurdering af tiltagene, og råd om justeringer.

Tiltag i lokalsamfund, skoler og børnehaver:
Mange skoler og børnehaver har deres egne kriseplaner. Koordinering med disse og samarbejde mellem skole og kommunalt kriseteam er vigtigt at planlægge ved udarbejdelse af planen (se Ressourcer/samarbejde).
•Informationer om hændelsen på skoler/børnehaver, gennemgang i klassen og lejlighed til at stille spørgsmål om, hvad der er sket (seRessourcer/samarbejde). Konkrete og rigtige informationer om dramatiske hændelser er vigtigt for at undgå rygtesspredning og unødigt mange spørgsmål til eventuelt involverede børn.
•Ritualer hvis klassekammerater er omkommet (se Ritualer).
•Planer for tilpasning af undervisningssituationen for berørte børn.
•Kontakt til berørte familier for at undersøge behovet for at informere klasse, børnehaveafdeling og eventuel tilpasning af undervisningssituation.
•Selv om ingen er direkte berørt, kan det være aktuelt at gennemgå det, der er sket, i skoler og børnehaver, og give børnene anledning til at snakke om det, de eventuelt er blevet eksponeret for gennem medier eller gennem rygter.

Tiltag i lokalsamfundet:
•Regelmæssigt opdaterede informationer til befolkningen er yderst vigtigt i en katastrofesituation. Det er derfor vigtigt, at planen indeholder personer, som har et særligt ansvar for at holde kontakt og samarbejde med medier for at give informationer, der er nyttige for befolkningen.
•Informationer til kommunens befolkning gennem offentlige møder med politi, redningsledelse, sundhedschef og politisk ledelse og eventuelle repræsentanter for statslige instanser (f.eks. Norges Geografiske Institutt, Norges Vassdrag og Energidirektorat). Formålet er at reducere rygtesspredning, unødig ængstelse og i værste fald panik gennem saglige informationer og lejlighed til at stille spørgsmål.
•Det er vigtigt for kommunerne at udsende informationer og opfordringer til indbyggerne via radio (særligt lokal- og nærradioudsendelser), pressemeddelelser og lokal radio og TV. Selv om man ikke har så mange informationer at give, har folk ofte behov for at snakke. Det er vigtigt, at folk føler at kommunen bekymrer sig og vil tage ansvar.
•Man kan også oprette sine egne websider med informations-bulletiner, hvor forskellige temaer tages op. Det bør i så tilfælde være en ansvarlig webredaktør.
•Informationer er en vigtig del af emotionel førstehjælp, og det er vigtigt med hurtig brug af medier til at informere publikum om:
•Fakta om hvad der er sket, om faren for at det sker igen, generel og personlig risiko, forventninger, m.m. For at undgå rygtesspredning er det vigtigt at udbrede fakta om katastrofen. Eftersom katastrofer er præget af kaos, er det vigtigt med klare, tydelige og præcise informationer. Informationer om hændelsesforløb, årsager og risikobillede.
•Informationer om hvad der gøres fra kommunalt og centralt hold for at reducere skaderne.
•Hvilken måde lokalsamfundet er ramt, for eksempel, ødelagte veje, broer. Giv detaljerede informationer om de berørte områder, som bruges af familierne.
•Praktiske tiltag for at begrænse skaderne og reducere risikoen.
•Praktiske ting man kan gøre for at forhindre panik, overaktivitet og unødig uro, og eventuelt bistå i oprydningsarbejde og hjælpearbejde.
•Fakta om hvor man kan få hjælp, og hvilken type hjælp der findes, f.eks. forskellige kontaktcentre.
•Informationer om almindelige krisereaktioner og råd, om hvordan disse kan takles. Skriftlige informationer (reaktioner, råd, yderligere kontaktpunkter).
•Opfordring og råd til befolkningen, om hvordan de kan være til hjælp for hinanden.
•Forventede reaktioner fra de sociale omgivelser.
•Det er vigtigt at opfordre til åben og direkte kommunikation, modvirke isolation og fremmedgørelse i familien, undgå skam og hemmeligholdelse og give hjælp til at omfordele rollerne.
•Det er hjælperens opgave at støtte de involveredes egen aktivitet og opfordre dem til at tage del i hjælpe- og redningsarbejde. Øget individuel håndtering fører til øget følelse af kontrol. Konstruktiv aktivitet hjælper kriseramte med at undgå hjælpeløshed og er forbundet med bedre håndtering af katastrofer.
•Mobilisering af social støtte – den vigtigste støtte kommer fra venner, kollegaer og naboer. Dette kan være vanskeligt, hvis mange er ramt af katastrofen. Selvhjælp og støtte kan da forstærkes ved gruppemøder, eller forældremøder i skoler eller møder for alle lærere. Klasseværelset kan udnyttes for at nå flest mulige børn.
•Man må også tilrettelægge med henblik på kontakt til fagperson i forhold til støttesamtaler, forsikring, økonomisk og juridisk støtte.

Tidsrammer og overføring til videre opfølgning:
•Akutfasen defineres som den første uge efter ulykken/katastrofen.
•Efter denne periode vurderes overføring til videre opfølgning. Nogle tiltag vil allerede være planlagt udover akutfasen som f.eks. opfølgningsdebriefing og eventuelle informationsmøder.
•Ved naturkatastrofer kan dette strække sig over længere tid pga. store økonomiske tab, tab af hjem og ejendele. Det kan derfor tage længere tid at omstille sig.
•Nogle centrale kriterier, der øger behovet for fortsat og mere intensiv opfølgning:
•Højeksponering (bl.a. fare) eller stor grad af traumatiske efterreaktioner.
•Individer/familier/grupper (f.eks. unge) med psykosociale problemer forud for katastrofen.
•Når man ser, at voksne personer ikke fungerer i deres omsorgsroller, f.eks. overfor mindreårige børn eller gamle og syge.
•Efterladte med dårlig/begrænset socialt netværk.

3. Videreopfølgning

Mål: Give berørte den psykosociale hjælp og støtte over tid, som de har behov for, for gradvist at genoptage en normal hverdag. Forsøge at forhindre, at den traumatiske oplevelse fører til fysisk eller psykisk sygdom eller unødvendig lidelse på en sådan måde, at det forhindrer berørte i at fungere som normalt i arbejdsliv, skolegang og sociale sammenhænge.
Virkemidler: Målsætningen opnås ved klare skriftlige rutiner for regelmæssig kontakt med berørte, og sammen med dem fortløbende at vurdere behovet for tiltag, yderligere undersøgelser og evt. give nødvendig hjælp og støtte.

Koordinering og ansvarsfordeling:
•Ved store katastrofer vil indbyggerne fra flere kommuner og eventuelt statslige instanser ofte være involveret. Det er vigtigt, at en eller flere af kriseteamets medlemmer har ansvaret for at koordinere tiltag, som iværksættes af kommunen, andre berørte kommuner og med tiltag som specialsundhedstjenesten iværksætter.
•For at sikre mest mulig stabilitet for de berørte, bør den samme person fra kriseteamet (f.eks. sundhedsplejerske, præst, psykiatrisk sygeplejer, kommunepsykolog, sundhedsplejerske, læge), som de har haft meget kontakt med, primært være kontaktperson for individet/familien også i den videre opfølgning. Denne person bør kommunikere tæt med den faste læge, som vil være central i den videre opfølgning af enkeltpersoner og familier.
•Hvis yderligere opfølgning sker ud fra sygehuset, vil det være ideelt, hvis teamet (læge/sygeplejer), der tog imod, også havde ansvaret for den psykosociale videreopfølgning.
•I tilfælde hvor sygehuset er involveret er det vigtigt, at sygehuset tidligt overfører ansvaret for opfølgning til det lokale netværk. De lokale beredskabsplaner må derfor have skriftlige procedurer for aktivering, ansvarsfordeling og rutiner med hensyn til samspillet mellem 1. og 2. linjetjenesten. De kriseramte skal have at vide, hvem der tager over i lokalsamfundet, f.eks. deres faste læge. Hvis sygehuset ikke har været ind over, skal kommunen som en del af kriseteamets beredskabsplan sikre, at en koordinator eller en person er ansvarlig for, at familien får den nødvendige opfølgning.
Teamet for videreopfølgningen skal være operativt, i de første uger og kan ved større katastrofer være virksomt over flere år.

Arbejdsform:
•Afdækkes behov for yderligere hjælp (medicinsk, traumeterapeutisk behandling, familierådgivning, specifik børnefaglig hjælp, sjælesorg, støttesamtaler eller praktisk, økonomisk eller juridisk hjælp) ved den rutinemæssige henvendelse fra KT-kontakten, henvender KT-kontakten sig til de relevante hjælpeinstanser i kommunen og skaffer en sådan hjælp.
•Indirekte hjælp gennem råd og vejledning f.eks. til skoler og arbejdspladser.

Tiltag overlevende:
•Behovet for videre opfølgning kan variere kraftigt blandt de ramte. Langtidsopfølgningen må også være fleksibel og tilpasses familiernes behov. Dette afhænger af type katastrofe og graden af eksponering (dødsfaren).
•Det er vigtigt, at hjælpen når ud til de ramte og tilbyder kollektive møder udover andre hjælpetiltag. Derved udnytter man ressourcerne i fællesskabet og aflaster således det lokale hjælpeapparat (se tiltag i lokalsamfundet ovenfor).
•Opfølgningsmøder f.eks., 3 og 6 måneder efter hændelsen (se Tiltag).
•Markering af etårsdagen for hændelsen.
•Hvis hele familien har været eksponeret for katastrofehændelsen, er det hensigtsmæssigt, at hele familien møder op til opfølgningssamtalerne.
•Selv om ikke hele familien blev ramt af katastrofen, kan det være nyttigt for øvrige familiemedlemmer at være med i dele af opfølgningen. Dette hjælper med at normalisere reaktioner og mobilisere familiestøtte.
•Tilstedeværelse af psykosocialt støttepersonale i møder for ramte ved offentliggørelse af høringer og undersøgelsesrapporter, og eventuelle retssager.
•Overlevende kan også følges op via telefon, som for eksempel:
•Alternativ 1: En person fra KT kontakter familien eller andre stærkt berørte pr. telefon, regelmæssigt i det første år. Telefonhenvendelsen vil komme f.eks. 4-5 uger efter hændelsen, og derefter 6 og 12 måneder efter hændelsen. Hver samtale vil som hovedformål have at opfange eventuelle problemer og behov for hjælp, som kan opstå hos familien med tiden. Muligheder for hjælp og tilbud om evt. at skaffe dette diskuteres med personen.
•Alternativ 2: Kriseteamet underretter den faste læge for en eller flere af de mest berørte, efter aftale med dem selv. Den faste læge gøres dermed opmærksom på, hvad de berørte har oplevet og kan lave sin egen opfølgningsplan for den/de berørte og deres familier. Her vil den faste læges kendskab til de berørtes tidligere sundhedstilstand og forudsætninger være central for en vurdering af hyppighed af kontakt og omsorgstiltag i den videre opfølgning.
•Ved offentliggørelse af kommissionsrapporter er det vigtigt, at konklusionerne præsenteres for de involverede, inden de offentliggøres for pressen.
•Informationer om den videre opfølgning for personer, der ikke bor i kommunen.
•Påbegyndte støttesamtaler fra præst, psykolog, psykiatrisk sygeplejer, psykolog, etc. videreføres. Ved behov fortsætter medicinsk behandling/konsultation, praktisk aflastning m.m., som er påbegyndt i akutfasen.
•Opfølgning med støttesamtaler med fokus på at takle ubehagelige symptomer, takle hverdagen og hvordan man kan modvirke, at den traumatiske hændelse påvirker ens funktion i det sociale liv og familielivet (se Reaktioner).
•Traumespecifik kortlægning/screening af PTSD, angst, depression og kompliceret sorg.
•Evt. henvisning til specialsundhedstjenesten baseret på screeningsresultater (seKortlægning).
•Vurdering/tilbud om forlænget sygemelding, eventuelt midlertidig tilrettelæggelse af arbejdssituationen.
•Praktisk hjælp, f.eks. med aflastning af omsorgsopgaver.
•Individuelle og lokale samfundsgrupper/samfundsmøder for at imødegå specifikke behov (se tiltag i lokalsamfundet ovenfor).
•Rådgivning/vejledning: håndtering af sorg-/krisereaktioner, håndtering af samlivsproblemer, håndtering af børns sorg.
•Tilbud om/henvisning til familierådgiving og parsamtaler.
•Tilbud om forsikring, økonomisk og juridisk rådgivning.
•Tilbud om kontaktetablering med andre overlevende ved ønske herom (seRessourcer).

Tiltag for pårørende/efterladte:
•Tilbud om støttesamtaler, rådgivning, løbende vurdering af behov for henvisning til specialsundhedstjeneste.
•Møder for efterladte efter 1-2 uger, 6 mdr. og efter 1 år (se Tiltag).
•Markering af 1-årsdagen for hændelsen.
•Råd til forældre med hensyn til varetagelse af børn som efterladte.
•Tilbud om kontakt med andre efterladte.
•Tilbud om fortsat sygemelding/aktiv sygemelding, nedsat arbejdstid og tilrettelæggelse af arbejdssituation/skolesituation.
•Praktisk hjælp, f.eks. med aflastning af omsorgsopgaver, børnepasning og lignende.
•Efterladte kan også følges op via telefon efter ovennævnte skabelon:

Tidsrammer:
•Direkte intervention de første 6 måneder.
•Holde kontakten og følge med udviklingen af behov i løbet af det første år.
•Kontakten med efterladte og pårørende bør mindst vare indtil årsdagen efter katastrofen, mens overlevende følges over tid, hvis der er afdækket behov.
•Hvis de berørte udtrykker manglende interesse for kontakt, f.eks. i starten eller ved et af de foreslåede kontaktpunkter, bør man respektfuldt trække sig, efter at have bedt om lov til at kontakte vedkommende på et senere (angivet) tidspunkt. De berørte bør oplyses om den viden, man har med variationer i oplevelsen af behov for hjælp over tid. Hvis berørte ikke ønsker yderligere kontakt, bør de oplyses om personer eller telefonnumre, der kan kontaktes ved senere oplevet behov for hjælp.

Kriterium for afslutning af kontakt:
At de berørte oplever, at de kan tage del i dagligliv og fritid uden at reaktionerne efter katastrofen hæmmer deres deltagelse og livsudfoldelse.