MORD

1. Mobiliseringsfasen

Mål: Skaffe overblik over og kontakt med alle nære efterladte og pårørende, der har behov for psykosocial opfølgning efter et mord, for at iværksætte passende bistand snarest muligt. Indkalde og koordinere dem, der skal være ansvarlige for den hjælp, der ydes.
Virkemidler: Målsætningen opnås gennem skriftlige rutiner, der er tydelige i forhold til underretning og henvisning, samt målgruppe for hjælpetiltag og kriterier for opfølgning af efterladte og evt. andre involverede ved mord.
Underretning sker gennem opdaterede navne- og telefonlister over opfølgningsansvarlige, der danner udgangspunkt for rutinerne for underretning:
•Politiet får kendskab til mordet.
•Politiet underretter kriseteamet og orienterer om mordet, i samråd med efterladte.
•Kriseteamets leder informerer resten af teamet om situationen for at sikre en koordineret opfølgning.
•Efterladte og ramte bliver kontaktet af kriseteamet.

Målgruppe og kriterier for opfølgning:
Efterladte efter afdøde, og evt. andre ramte (f.eks. gerningsmandens pårørende), vil være hovedmålgruppe for opfølgning. Det må pointeres, at selv om andre grupper end efterladte omtales i det følgende, må de efterladte altid have førsteprioritet.
•Efterladte defineres som nærmeste berørte (forældre, børn, søskende, partner, kæreste etc.).
•Gerningsmandens nærmeste vil være partner, børn, forældre, kæreste, etc.
•Udover biologisk nærhed (nærmeste familie), kortlægges det, hvem der stod afdøde, og evt. gerningsmanden, nærmest.
•Såfremt andre end dem, som falder ind under de nævnte grupper, har været vidne til mordet, må disse også sikres nødvendig opfølgning.
•Arbejdsplads, skoleklasse og andre ”minisamfund” for afdøde og gerningsmand sikres varetagelse gennem særlige kriseplaner.
•Rutinerne træder i kraft, når kriseteamet er underrettet om et mord.
•Rutinerne træder i kraft uafhængigt af afdødes alder.

2. Akutfasen

Mål: Dæmpe akutreaktionen og begrænse oplevelsen af kontroltab ved at reducere stress, gøre akutreaktioner mulige at kontrollere, og reetablere en vis orden og struktur, således at nærmeste efterladte og gerningsmandens pårørende på længere sigt kan genvinde og genoptage tidligere funktioner.
Virkemidler: Målsætningen opnås gennem klare skriftlige rutiner for emotionel førstehjælp og varetagelse, information og rådgivning, ritualer, mobilisering af social netværksstøtte og eventuelt organisering af praktisk eller juridisk hjælp (advokatbistand).

Koordinering og ansvarsfordeling:
•Leder af kriseteamet leder/koordinerer opfølgningen.
•Præst og/eller politi underretter efterladte og gerningsmandens pårørende – ved personlig fremmøde i hjemmet.
•Politi, præst, læge, evt. psykolog/psykiatrisk sygeplejer, tager hjem til nærmeste efterladte og gerningsmandens pårørende umiddelbart efter underretning.
•Obs! Fagfolk som tager kontakt, skal føle, at de er handlingskompetente i den enkelte situation (dvs. klare at takle specielle traumatiske omstændigheder).
•NB! Politiet vil stadig have kontakt med efterladte i forhold til vidneforklaringer m.m. Voldkoordinator hos politiet bliver derfor en vigtig samspilspartner for kriseteamet, og koordinering af kriseteamets arbejde med politiet bliver særdeles vigtigt.

Arbejdsform:
•Direkte, i form af samtale for at kortlægge behov for hjælpetiltag, gennemgang af hændelsesforløbet og støttesamtaler (se Tiltag).
•Indirekte, i form af evt. råd og vejledning til involverede hjælpeinstanser (politi, læge, etc.), og skoler, arbejdspladser mht. tilrettelæggelse for nære efterladte og gerningsmandens pårørende.
•Hjælp til at mobilisere sociale netværk (se Ressourcer/samarbejde og Social netværksstøtte).

Tiltag (forslag):
•Sørge for emotionel førstehjælp gennem omsorg, afskærmning og information. Emotionel støtte og stressreduktion vil være afgørende for at man kan nå efterladte og gerningsmandens pårørende med andre informationer (seTiltag/emotionel førstehjælp).
•En person i kriseteamet (eks. læge, præst, psykolog, psykiatrisk sygeplejer) gennemgår systematisk hændelsen med de nærmeste berørte. NB! Her er det vigtigt at informationen tager udgangspunkt i indsatspersonale med førstehåndsviden, om hvad der er sket (evt. giv tilbud om at politiet kommer og orienterer). Gennemgang gennemføres også for de personer, der fandt afdøde eller var i nærheden af stedet, hvor dramatikken evt. fandt sted. Dette kan gøres efter model bestående af debriefing eller defusing, og kan gennemføres med enkeltpersoner eller grupper (se Tiltag/debriefing). Hvis der finder samtaler sted samme dag, som mordet har fundet sted, bør man ikke stimulere til en samtale om de emotionelle sider ved hændelsen, da dette kan forstærke minderne fra hændelsen. Søvn i løbet af de efterfølgende seks første timer, bør undgås af samme årsag.
•Samtalen bør indeholde efterladtes beskrivelse af hændelsesforløb, sanseindtryk, tanker og reaktioner, og supplere berørte med faktaoplysninger og omstændigheder omkring mordet. NB! Hvis en eller flere af de efterladte, berørte eller andre har været tilstede under mordet eller set den døde, skal samtaler om disse indtryk gennemføres adskilt fra dem, som ikke har set det, for at undgå unødvendig eksponering med hensyn til detaljer.
•Informere om almindelige reaktioner på traumatiske hændelser og råd om, hvordan disse kan dæmpes (se Reaktioner) og (www.krisepsyk.no /Hjælp).
•Afhængig af den enkelte berørte families situation og det enkelte individs alder, tilstand, spørgsmål og initiativ, vil det variere en del, hvad man kan tage op og informere om på hvilket tidspunkt. I løbet af akutfasen og den videre opfølgning er der en række temaer, som de efterladte kan forberedes på, opnå forståelse for, lære eller oplyses om (seTiltag/støttesamtaler).
•Hav på forhånd afklaret, hvilke faggrupper der har ansvaret for hvilke typer informationer overfor de efterladte og berørte.
•Informationerne bør være både mundtlige og skriftlige.
•Informationer om normale reaktioner ved ”unormale hændelser” og ”varetagelse af børn som efterladte”, anbefales at blive udgivet og udleveret til de nærmeste berørte som skriftligt materiale. (se www.krisepsyk.no / Temasider – ”Når et familiemedlem myrdes”)
•Tilbud til efterladte om ledsagelse til identificering af afdøde og informationer på sygehuset. Adgang til informationer om resultater fra obduktionsrapport skal her foregå gennem politiet. Dette sker ikke automatisk og skal ske med bistand fra politiet, kriseteamet eller advokatbistand, eller ved at pårørende selv tager kontakt med afdelingen for retsmedicin.
•Råd til efterladte om lejlighed for at se den døde, og gennemførelse af mindehøjtidelighed og begravelse (se Ritualer).
•OBS! Hvis børn er nære efterladte:
•Råd mht. børn som pårørende, og børn og ritualer, (www.krisepsyk.no/Temasider/Sorg), og (se Ritualer).
•Informere forældre og gerningsmandens voksne pårørende om børns reaktioner og behov for støtte efter traumatiske dødsfald (www.krisepsyk.no /Temasider/Sorg).
•Hjælp til at informere efterladtes og gerningsmandens børn om det, der er sket (www.krisepsyk.no /Temasider/Hvordan snakker man med børn om (selv)mord?).
•Børn af gerningsmanden må gives ordentlige oplysninger og varetagelse i tiden efter drabet. Hvis far har taget livet af mor eller omvendt, må barnet varetages af børneværnets institutioner eller andre nære pårørende, som er egnede til dette. Videre opfølgning sker da via disse instanser. (Se – Hendriks, Black, & Kaplan, 1993)
•Pårørende efter gerningsmanden skal informeres om rettigheder for børn, som har forældre i fængsel.
•Undersøg om nær familie/sociale netværk er tilkaldt for at bistå efterladte/stærkt berørte gennem de første døgn. Mange efterladte ved mord kan i de første døgn have behov for døgnkontinuerlig tilstedeværelse fra nære netværksmedlemmer, der varetager enkle fysiske behov, f.eks. at de får noget at spise og drikke og lægger sig til at hvile.
•Eftersom hus og hjem af hensyn til efterforskningen kan blive aflåst, er det vigtigt, at nogen tager ansvaret for at løse praktiske behov med hensyn til bolig, tøj, penge, etc.
•Vurdere behovet for praktisk hjælp med hensyn til krævende omsorgsopgaver til berørte parter.
•Medicinsk konsultation/behandling kan være nødvendig. Hyperventilering, akutte angsttilstande, besvimelser eller lignende kan forekomme. Sedativ behandling kan være nødvendig, men det er vigtigt, at personer ikke bliver medicineret unødvendigt.
•Vurdere behov for henvisning til specialsundhedstjenesten, og vurdere behov for videre opfølgning (se Kortlægning).
•Kriseteamet bør også have udpeget en mediekontakt, som kan samarbejde med politiet om, hvordan man udtaler sig/ikke udtaler sig til medier i forbindelse med mordet, efterladte og gerningsmandens familie (se Medier).
•Hvis afdøde var i arbejde, sørge for at vedkommendes arbejdsplads, samt efterladtes evt. arbejdsplads(er), bliver orienteret. Dette skal ske i samarbejde med de efterladte, således at arbejdspladserne kan iværksætte deres handlingsplaner ved mord. Håndteret rigtigt kan kollegaer på arbejdspladserne blive en vigtig støtte for nærmeste berørte (se Ressourcer/samarbejde – arbejdspladsen).
•Traumespecifikke kortlægningssamtaler kan være nødvendige i vennenetværket (se Kortlægning).
•Praktisk hjælp med mindreårige børn, husarbejde, husholdning eller aflastning af nærmeste berørtes omsorgsopgaver kan være helt nødvendigt for en del efterladte efter mord de første dage efter hændelsen. Kriseteamet bør sørge for at sådanne opgaver varetages af sociale netværk, og hvis dette ikke sker, iværksætte nødvendige hjemmehjælpstiltag. Hvis afdøde blev dræbt ved skud i hjemmet, vil det være af afgørende betydning, at kriseteamet, i overensstemmelse med de efterladte, sikrer sig, at nogen tager ansvaret for afrensning og afrydning (f.eks. begravelsesforretning). Overlades dette til nærmeste berørte selv, kan en sådan oprydning være svært traumatiserende for de efterladte, både på kort og langt sigt.
•Vejlede og støtte efterladte i mødet med gerningsmandens pårørende, hvis efterladte ønsker det og vil have nytte af det.

Tiltag for vennenetværk (forslag):
•Tiltag for venner når unge mennesker er blevet myrdet. Langt flere end den berørte familie rammes som oftest ved mord generelt, og for unge specielt. Unge mennesker søger sjældent hjælp selv, og kan tumle med mange smertelige reaktioner på et mord. Nogle mord vil desuden kunne give grobund for genopgør eller hævntanker. Tiltag for ungdomsgrupper kan således have en stor præventiv virkning på flere måder. Aktuelle tiltag for at varetage berørte unge mennesker kan være:
•Gennemgang af hændelsesforløb, normalisering af reaktioner og informationer om selvhjælpsmetoder (www.krisepsyk.no /Temasider – selvhjælpsmetoder).
•Finde unge mennesker, der har behov for tættere opfølgning (se Kortlægning).
•Informationer om mordet og hvordan det skete (hvis familien synes det er ok), også for at forhindre rygtesspredning. Mange unge vil gerne støtte op om den nærmeste familie til deres afdøde ven, men kan være usikre på, hvordan dette skal gøres, og hjælp til at komme over den første barriere kan være vigtig. Her findes der store forskelle fra ungdomsmiljø til ungdomsmiljø.
•Tilbud om informationer til skole, og eventuelt arbejdsplads (i samråd med de efterladte og politiet), for at reducere rygtesspredning og ængstelse.
•Aktuelle tiltag:
•– Råd om gennemførelse af ritualer, f.eks. organisering af besøg til dødsstedet (hvis de unge ikke allerede har gjort dette på egen hånd) (se Ritualer/”spontanalter”).
•– Forberedelse af mindehøjtidelighed og begravelse, evt. være med til at udforme (hvis nærmeste efterladte ønsker det).
•Informere om litteratur tilpasset efter aldersgruppen (f.eks. Ranheim, U. (2002). ”Vær der for meg”, og Bugge, K. (1997). ”Også unge trenger støtte i sorgen”).
•Stimulere til at de unge finder deres egne udtrykskanaler, for eksempel gennem musik som ved selvmord (www.krisepsyk.no /Temasider – Unges situation ved selvmord/mestringsstrategier) eller ved at lave en hjemmeside for at udtrykke deres sorg og fortvivlelse.
•Venner til unge som myrdes er en højrisikogruppe og man bør være opmærksom på behov for kortlægning og hjælp i forbindelse med depression og PTSD, eventuelt gennem kliniske interview (se Kortlægning).

Tiltag for skole/børnehave (forslag) for afdødes børn:
•Tiltagene koordineres med skolens eller børnehavens egne planer for kriser og dødsfald og aktuelle tiltag kan være:
•Informere klasse eller børnehaveafdeling (i samråd med de efterladte og forældre) for at starte bearbejdning, gøre det lettere at forholde sig til de efterladte og bidrage til at forhindre rygtesspredning.
•Gennemføre ritualer for at mindes den afdøde person (se Ritualer ogRessourcer/samarbejde/ skolen) (www.krisepsyk.no /Temasider – Sorg hos børn).
•Forberedelse til at deltage i begravelse, evt. også mindehøjtidelighed.
•Aktiviteter i klassen og børnehaven for at give børnene lov til at udtrykke deres tanker og savn, for eksempel gennem tegning, snakke om det der er sket i grupper, fælles opmærksomhed over for den omkomnes familie.
•Vurdere behovet for tilrettelagt undervisning, fritagelse fra prøver for børn, som er efterladte (se Børn/Unge).
Eventuelle tiltag på skole og arbejdsplads kan i enkelte tilfælde også være aktuelt for gerningsmandens nærmeste berørte, og i så tilfælde i samråd med dem.

Tiltag for indsatspersonale/hjælpere:
I enkeltsager er det normalt ikke nødvendigt med opfølgning af indsatspersonale ved mord, men det er vigtigt med regelmæssig gennemgang med hensyn til, hvordan hjælpetiltagene fungerer. (I tilfælde hvor kriseteamet bliver særligt berørt – se ”Tiltag for hjælpere” under Transportulykker.)

Tidsrammer og overføring til videre opfølgning:
•Akutfasen, hvor kriseteamet iværksætter en del tiltag, afsluttes ofte efter 1 uge (efter begravelsen).
•Hvis kommunen har få indbyggere og er lille i omfang, vil det være kriseteamets fagpersoner, som følger op i det videre, fordi kommunen ofte ikke har mange andre professionelle at råde over. Teamet laver så en plan for den videre opfølgning af familien eller de forskellige enkeltpersoner eller berørte grupper. Har kommunen få indbyggere, som bor spredt (f.eks. udkantskommuner), kan det være hensigtsmæssigt at gå frem i punkter, under forudsætning af at der findes fagpersoner rundt omkring i kommunen.
•Hvis kommunen har mange indbyggere, og de bor tæt (f.eks. byer), tager kriseteamet kontakt til fagpersoner i kommunen som har ansvaret for nærområdet, hvor de berørte bor. Kriseteamet anbefaler omfang og videre opfølgning baseret på hvilke tiltag, der indtil nu er truffet eller igangsat, over for de berørte.
•Nogle centrale vejledende kriterier for hvemder specielt skal følges op på fortsat:
•Afdødes nærmeste efterladte (voksne og børn/unge).
•Gerningsmandens nærmeste efterladte (voksne og børn/unge).
•Personer som har fundet den afdøde eller overværet et eventuelt dramatisk handlingsforløb.
•Involveret udryknings-/hjælpemandskab.
•Nogle centrale kriterier, der øger behovet for fortsat og mere intensiv opfølgning:
•Høj sanseeksponering eller høj grad af traumatiske efterreaktioner.
•Individer/familier/grupper med psykosociale problemer eller familievold forud for mordet.
•Når man ser, at voksne personer ikke er i stand til at udfylde omsorgsroller, f.eks. overfor mindreårige børn eller gamle og syge.
•Efterladte eller gerningsmandens pårørende med dårligt/begrænset socialt netværk.
•Mennesker der tidligere har kæmpet med psykiske problemer eller lidt smertefulde tab.
•For at sikre mest mulig stabilitet for de berørte, bør den person fra kriseteamet, som de har haft mest kontakt med, primært være kontaktperson for individet/familien også i den videre opfølgning. Denne person bør kommunikere tæt med den faste læge, som vil være central i den videre opfølgning af det enkelte individ. Kontakt eventuelt også børneværnet i forhold til gerningspersonens børn.
•Lederen af kriseteamet (evt. en anden ansvarlig i kriseteamet) bør have ansvaret for at sørge for at videre opfølgning kommer i gang og for eventuel overføring til andre instanser.

3. Den videre opfølgning

Mål: Give efterladte (og evt. gerningsmandens pårørende) den psykosociale hjælp og støtte over tid, som de har behov for, for gradvist at genoptage en normal hverdag. Bidrage til at normalisere de efterladtes tanker, følelser og reaktioner som en vigtig del af sorgbearbejdelsen. Forsøge at undgå, at den traumatiske oplevelse sætter sig fast som fysisk eller psykisk sygdom, eller giver unødig lidelse for de berørte, der gør deltagelse i arbejdsliv, skolegang eller socialt liv vanskeligt.
Virkemidler: Målsætningen opnås ved klare skriftlige rutiner for regelmæssig kontakt med nære efterladte, og ved sammen med dem fortløbende at vurdere behovet for tiltag, yderligere undersøgelser og evt. give nødvendig hjælp og støtte. Der bør være kontakt og tilbud om hjælp i det første år efter mordet og for nogen efterladtes vedkommende måske endnu længere.

Koordinering og ansvarsfordeling (forslag):
•Telefonkontaktrutinen sikres alle nære efterladte ved mord gennem en klart defineret kontaktperson fra KT eller den faste læge. Denne person koordinerer den videre opfølgning.
•Skole og arbejdsplads følger deres rutiner fortsat i det omfang, der er skitseret i den enkelte plan. Skolen har ansvaret for varetagelsen af den berørte elev, mens arbejdspladsen varetager arbejdstagere, der har mistet en  kollega/ven.

Arbejdsform:
•Kriseteam-efterladtemøde en måned efter dødsfaldet.
•Kriseteam-efterladtemøde ca. tre måneder efter dødsfaldet.
•Telefonkontakt-rutine: f.eks. 2- 4-8-12 måneder efter dødsfaldet.
•Hvis nære efterladte signalerer forskelligt behov for hjælp (medicinsk, traumeterapeutisk intervention, familierådgivning, specifik børnefaglig hjælp, sjælesorg, støttesamtaler eller praktisk, økonomisk eller juridisk hjælp) ved den rutinemæssige henvendelse fra kriseteamkontakten, henvender kriseteamkontakten sig til de relevante hjælpeinstanser i kommunen og skaffer en sådan hjælp.
•Forberedelse på og støtte gennem mødet med retsapparatet.

Tiltag (forslag):
•Videreføre påbegyndte støttesamtaler fra præst, psykolog, psykiatrisk sygeplejer, etc. Ligeledes fortsætter medicinsk behandling/konsultation, praktisk aflastning etc., som er påbegyndt i akutfasen.
•Videreføre forebyggelse af psykosociale problemer gennem repetering/supplering af informationer fra akutfasen (seTiltag/støttesamtaler) på kriseteam-efterladtemøde en måned efter dødsfaldet. Støttesamtalerne i langtidsopfølgningen vil afhænge af hvad der er taget op i akutfasen, og hvad det har været naturligt og rigtigt at vente med. Følgende temaer vil alligevel oftest være centrale i langtidsopfølgningen:
•Sociale omkostninger og følelse af at stå alene i sorgen
•Andres forventninger til, hvordan man bør forholde sig til tabet/traumet
•Realistiske tidsperspektiver med hensyn  til sorg, reaktioner og problemer
•Slitage på parforhold
•Hvordan mordet kan påvirke videre samliv (hvis ikke partner døde)
•Bekymring for mindreårige berørtes udvikling og reaktioner
•Den døde, savnet og tomrummet
•Hvordan klarer man hverdagen
•Fortsat behov for praktisk hjælp/aflastning, evt. koble forebyggende børneværn på ved behov
•Hvordan fungerer familien i den nye situation
•Spørgsmål vedrørende obduktionsrapport, retssag
•Hvordan takler man mærkedage og påmindelser
•Traumespecifik kortlægning/screening af PTSD, angst, depression og kompliceret sorg iværksættes på kriseteam-efterladtemøde tre måneder efter dødsfaldet (se Kortlægning).
•Vurdering af behov for forlænget sygemelding.
•Sikre at efterladte holdes orienteret om efterforskningen og får informationer om den kommende retssag.
•Sikre varetagelse af efterladte før og under retssagen.
•Tilbud om støttesamtale efter retssagen.
•Kontaktetablering til andre berørte, f.eks. gennem kontakt med andre, som har oplevet en lignende situation (f.eks. Stine Sofies stiftelse).
•Information om vigtigheden af at indhente hjælp fra venner, familie og øvrige sociale netværk.
•Når unge mennesker er blevet myrdet:
•Opfølgningsmøde for venner (f.eks. af ungdomsleder, lærer, præst) med fokus på det videre liv, hvordan takler man sine egne reaktioner, kriterier for at søge mere hjælp og forsøg på at finde unge, der har behov for at blive henvist videre (se Børn/Unge).
•Opfordre vennenetværket til at holde kontakt med unge efterladte søskende/ forældre.

Tidsrammer:
Kontakten med efterladte og gerningsmandens pårørende bør vedvare mindst indtil årsdagen efter mordet. Et vigtigt kriterium for afslutning af kontakt, er at de efterladte/berørte oplever, at de kan tage del i dagligliv og fritid uden at reaktionerne efter børnedødsfaldet hæmmer deres deltagelse og livsudfoldelse.
•Ideel hyppighed: Kriseteam-efterladtemøde efter en måned og efter tre måneder fra dødsfaldet, suppleret med telefonkontakt-rutine: f.eks. 2- 4-8-12 måneder efter dødsfaldet. Dette kan evt. følges op af den faste læge i samarbejde med kriseteamet.
•Hvis de berørte udtrykker manglende interesse for kontakt, f.eks. i starten eller ved et af de foreslåede kontaktpunkter, bør man respektfuldt trække sig, efter at have bedt om lov til at kontakte vedkommende på et senere (angivet) tidspunkt. De berørte bør oplyses om den viden, man har om variationer i oplevelsen af behov for hjælp over tid, samt det normale ved et svingende sorgforløb hos efterladte ved pludselig død. Hvis berørte ikke ønsker yderligere kontakt, bør de oplyses om personer eller telefonnumre, der kan kontaktes ved senere oplevet behov for hjælp.
•Efter et år bør kriseteam/ den faste læge normalt kunne forholde sig  i mindre omfang og aktivt med psykosocial opfølgning over for de efterladte og fortsætte klientkontakt/læge-patientforholdet som tidligere. Ved tegn på isolation eller andre former for passivitet, bør den aktivt omfattende fase alligevel fortsætte udover det første år.

Kommentarer:
Den videre opfølgning består bl.a. i opfølgningssamtaler som gradvis spredes udover tid. Disse skal bl.a. tage familiekommunikation op om dødsfaldet, søskendereaktioner, familiedynamik, holdningsaspekter og selvhjælpsmetoder. Fordi et mord, udover sorgen, indebærer et stort traume, oftest forbundet med vrede mod gerningsmanden, er det vigtigt at vurdere om familiemedlemmer har behov for opfølgning af en psykolog for at få hjælp til mere specifikke problemer (se Reaktioner/kompliceret sorg). Gerningsmanden er også i mange tilfælde i familie med de efterladte, således at når far dræber mor, vil de efterladte derudover også være gerningsmandens pårørende. Tilbud må sættes i gang ved behov, ved at fagperson/kriseteamet, der har ansvaret for opfølgningen, følger kommunens rutiner og afgør, i samråd med den/de pårørende, hvad der er nødvendig psykosocial hjælp.
Hyppigheden af kontakt må vurderes i hvert enkelt tilfælde, men have fokus på kontakt i forbindelse med mærkedage og højtider. Opgaven for fagpersoner er at være realistiske i forhold til varigheden af sorgprocessen og være aktive med at tilbyde støtte og hjælp. Fra forskningen ved vi, at efterladte har behov for at:
•Forsøge at forstå motiver og udløsende årsager til dødsfaldet. (NB! Børn og unge har behov for alderstilpassede forklaringer/samtaler)
•Snakke om dødsfaldet og oplevelser omkring det
•Sortere og sætte ord på følelser og tanker, særligt vrede, bebrejdelser mod andre, hvad man kunne have gjort for at forhindre dødsfaldet, m.m.
•Diskutere og få råd til at takle børns reaktioner og problemer
•Få råd om praktiske og sociale problemer